VM håndbold

Sandra Toft udgået af dansk VM-træning

Med is og forbinding på den ene fod humpede den danske målvogter ud fra den sidste danske træning før VM-bronzekampen.

Mindre end 24 timer før Danmarks VM-bronzekamp har den danske målvogter Sandra Toft måtte forlade en dansk træning med en skade.

32-årige Toft vred tilsyneladende om på foden og fik både is og forbinding på, inden hun humpede ud af hallen, hvor cirka halvdelen af den danske VM-trup var i gang med at træne lørdag eftermiddag.

Det er uvist, om uheldet får nogen betydning for Sandra Tofts deltagelse i søndagens bronzekamp mod Spanien, hvor de danske håndboldkvinder kan vinde deres første medalje i otte år.

- Der sker det, at spillerne er i gang med at skyde på mål. I det Sandra Toft skal redde bolden, tager hun et skridt til siden, og her ligner det, at hun vrikker rundt, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller, der var i hallen, da det skete.

Hvis det viser sig at være alvorlig, er der én ting, som Bent Nyegaard prøver at finde glæde i.

- Det lyder ikke godt. Men omvendt kan det være en lille forstuvning, der kan rettes op på. Skulle det være værre end det, så er det jo en rigtig god historie, at Althea Reinhardt er slutrundens bedste målmand, siger eksperten.

Den danske VM-lejr vil ikke kommentere uheldet på nuværende tidspunkt.

Sandra Toft og Althea Reinhardt har skiftes til at begynde i målet i Danmarks hidtidige syv kampe ved VM.

Hvis det rotationsprincip også gælder i søndagens bronzekamp, er det Sandra Toft, der umiddelbart er udset til at starte kampen mod de spanske VM-værter i Palau d'Esports søndag eftermiddag.