VM håndbold

- Danmark falder ikke sammen som tidligere, siger Pytlick

Den tidligere landstræner Jan Pytlick er imponeret over attituden på Jesper Jensens landshold.

Det synlige bevis mangler endnu, men søndag eftermiddag kan kvindelandsholdets udvikling blive dokumenteret med en VM-medalje.

Det kræver en sejr over Spanien, hvor Danmark er favorit ifølge den tidligere landstræner Jan Pytlick.

- Det er et landshold, som bare har udviklet sig med årene. Specielt i år synes jeg, de har vist sig som et sammentømret hold – og et hold, der virker meget stærkt mentalt, siger Jan Pytlick til TV 2.

- Selvom de bliver lidt pressede, synes jeg ikke, de falder sammen, som de har gjort tidligere. Det er et supergodt kollektiv.

Danmark spadserede mere eller mindre fra gruppespillet til semifinalen, hvor de olympiske mestre fra Frankrig vandt med et mål. Derfor skal Danmark spille om bronze for andet år i træk.

- Danmark blev lidt presset ved, at Frankrig ændrede taktik i forsvaret, men vi havde stadig mulighederne. Der var lidt af den der mentale ubalance de sidste ti minutter, som har været meget stort tidligere, men jeg synes, det er blevet meget mindre til den her turnering, siger Jan Pytlick.

I 2020 led Danmark et overraskende nederlag til Kroatien i bronzekampen. Det vil spillerne meget gerne revanchere, og internt mærker den nuværende landstræner en klar ændring i tankegangen efter semifinalenederlaget.

- Sammenligner jeg med sidste år i Herning, var det rigtig, rigtig tungt. Vi gik og havde lidt medlidenhed og ondt af os selv. Den her gang blev vi enige om, at vi må kigge fremad. Vi gider ikke ødelægge vores muligheder for at vinde bronzekampen ved at gå og være skuffede hele lørdagen, siger Jesper Jensen.

Danmark spiller for VM-bronze søndag klokken 14.30 mod Spanien.