Det hele begyndte med et uventet opkald
Danmarks kvindelandshold vandt den seneste medalje i 2013. Samme år indledte Jesper Jensen sin trænerkarriere.
- Dav. Jeg kender ikke dig – og du kender ikke mig, men har du lyst til at høre lidt om et trænerjob i Vejen?
Så simpel lyder starten på Jesper Jensens trænerkarriere, der otte år senere kan kulminere med en VM-medalje til Danmark.
Det fortæller Henrik Schmidt-Ebbesen, der var direktør i den daværende ligaklub Vejen, hvor Jesper Jensen blev træner i 2013. Aftalen kom på plads, mens Jesper Jensen stadig spillede i Skjern, og faktisk er der kun en sommerferie mellem Jensens karriere som spiller og træner.
- I et interview havde Jesper nævnt, at trænergerningen var en mulig vej, når han stoppede som spiller. Jeg havde som mange andre et godt indtryk af ham som spiller, så jeg ringede og spurgte, om det ikke var noget at komme til Vejen, siger Henrik Schmidt-Ebbesen.
Og sådan gik det. Efter nogle møder skrev Jesper Jensen under på sin første trænerkontrakt. På én gang overraskende og helt naturligt.
Som spiller var Jesper Jensen spilklog som få, og derfor indtog han ofte instruktørens rolle i Skjern.
- Jesper Jensen er en af de mest kreative spillere, jeg nogensinde har haft, siger den tidligere Skjern-træner Anders Dahl.
- Hans udfordring som spiller var, at han syntes, det var alt for let, hvis vi scorede mål på samme måde hver gang. Han var meget innovativ i træningen og ville implementere det hos de andre spillere, der ikke altid kunne være med på alle de fantastiske idéer, Jesper Jensen havde.
Jesper Jensen var en leder allerede dengang, og selvom de ikke snakkede om en fremtid som træner, ”lå det jo implicit.”
Det gjorde temperamentet til gengæld ikke, fortæller Anders Dahl. Han har svært ved at genkende landsholdsspillernes fortællinger om, at Jesper Jensen er genert, selvom han (næsten) altid fremstår rolig.
- Vi har da et par gange været nødt til at udskifte dørene i omklædningsrummet. Også en enkelt gang døren ind til dommerne.
Hvorfor?
- Fordi han var kommet til at støde ind i dem. Lad os sige det sådan.
Slidt op i Aalborg
I Vejen lærte Jesper Jensen at stå i midten af kredsen på en ny form for is, som han selv formulerede det ved den første træning.
- Jeg skal finde ud af, hvor bæredygtig den egentlig er – om jeg kan finde ud af det, sagde Jesper Jensen dengang.
Det kunne han. Isen holdt, og siden er der løbet meget vand under Jesper Jensen.
- Ledelsesmæssigt var det var tydeligt, at han kunne få et hold med sig. Min oplevelse af ham som et sympatisk menneske skinnede igennem, og hans måde at gribe tingene an på og hans og ro viste sig hurtigt, siger Henrik Schmidt-Ebbesen.
Han måtte sige farvel til Jesper Jensen, da pengene slap op i Vejen i løbet af den første sæson, og så gik turen til Aalborg. Bogstaveligt talt.
Jesper Jensen pendlede mellem bopælen i Esbjerg og håndboldherrerne i Aalborg, der indtil da var blevet trænet af Nikolaj Jacobsen.
- Det betød, at vi kom til at slide ham lidt op, siger Aalborgs direktør Jan Larsen, der endte med at fyre Jesper Jensen efter halvandet af de tre år, de havde skrevet under på.
- Det overskud, man skal have som træner, blev formindsket. Og så var vores hold nok i virkeligheden heller ikke bedre, end de placeringer vi fik.
Men Jan Larsen ”var aldrig i tvivl om, at Jesper nok skulle blive træner på øverste hylde.” Og det blev han efter en kort periode som assistent for Team Esbjergs kvinder.
- Jesper er en mand, som ved alt om håndbold. Han har selv spillet på allerøverste hylde, og det skinner også igennem. Han kigger på mange små detaljer og kender spillet ud og ind. Han er en enormt dygtig træner – specielt på spillet, tilføjer Jan Larsen.
To slutrunder. To semifinaler
Siden starten på 2017 har Jesper Jensen været ansat i Esbjerg, hvor det hele begyndte på banen.
Allerede i maj blev han forfremmet fra assistent til cheftræner, og siden har Team Esbjerg været en del af den absolutte top i dansk håndbold. Det er to mesterskaber og en pokaltitel et tydeligt bevis på. Læg dertil en europæisk finale og deltagelse i Champions League.
Og så er der jo landsholdet, som Jesper Jensen blev sendt i spidsen for i marts 2020. Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard var han nummer et, to og tre på ønskelisten – med god grund.
- Han var lidt stille, men jeg synes, han kom til projektet med åbne arme, fortæller stregspilleren Kathrine Heindahl, der i 2022 får Jesper Jensen som både klub- og landstræner, når hun skifter til Esbjerg.
- Han syntes, vi var megagode og megaseje, og at det var nogle småting, der skulle finjusteres for at det kunne blive rigtig godt.
I sin slutrundedebut førte Jesper Jensen Danmark frem til semifinalen ved EM på hjemmebane. Den endte med et nederlag, ligesom bronzekampen mod Kroatien gjorde.
Men nu er medaljechancen der igen. Efter spinkelt semifinalenederlag til de olympiske mestre skal Jesper Jensen og Danmark spille om VM-bronze søndag eftermiddag.
- Jesper er en af grundene til, at vi har rykket os. Han er enormt dygtig, og han har taget vores hold med på en rejse. Han har bare en ro og selvsikkerhed som træner, som smitter af på os spillere, siger Mie Højlund.
Hvis Danmark vinder over Spanien, vil kvindelandsholdet vinde den første medalje siden 2013, hvor Danmark vandt VM-bronze og Jesper Jensen var helt ny som håndboldtræner.
- Jeg skrev faktisk med ham, da han blev ansat som landstræner. Der var vi ikke helt enige, om jeg havde scoutet ham, eller om han hjalp mig, fordi havde brug for en træner, griner Henrik Schmidt-Ebbesen, der tog en chance og satte det hele i gang.