VM håndbold

Hun var klart den bedste i dag

Peter Bruun Jørgensen har uddelt karakterer til de danske spillere efter VM-bronzekampen mod Spanien.

Det her var en fantastisk forløsning på et rigtig godt mesterskab for Danmark. Bronzemedaljerne beviser, at det danske kvindelandshold har flyttet sig i forhold til sidste år, hvor den akkurat glippede.

Søndag var det et mentalt stærkt kvindelandshold, som igennem hele kampen styrede begivenhederne.

Første halvleg var lige indtil afslutningen, hvor Danmark stille og sikkert trak fra. Efter pausen afgjorde de det reelt på de første ti minutter, hvor de var fuldstændig suveræne. Det var en fornøjelse at se.

Det danske hold var gode til hele tiden at rette til. Angrebsmæssigt var jeg på forhånd lidt nervøs, fordi Spanien har hurtige spillere, men Danmark fandt gang på gang løsninger.

Søndag blev et fantastisk punktum for Danmarks VM og en kæmpe triumf for kvindehåndbold og landsholdet, som igen er blandt de allerbedste i verden.

Her er Peter Bruuns karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter

    Hun stod stabilt uden at komme helt op, hvor vi tidligere har set hende –vi er jo også blevet så forvænte under denne slutrunde. Men en solid indsats af Sandra Toft uden at være prangende. Det var der heller ikke brug for i dag.

    4
  • Althea Reinhardt

    Målvogter

    Ikke nok tid på banen.

    UB
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    Hun er jo bare et kraftværk. Hun blev ved og ved og ved. Hun var utrættelig i den danske defensiv og gjorde det godt angrebsmæssigt, hvor hun scorede på tre ud af fire chancer. Igen en god landskamp af Heindahl.

    5
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    Hun supplerede Heindahl på allerbedste vis. Der var lige lidt problemer med forsvaret, men da der blev rettet lidt til, dækkede hun også glimrende op og havde godt styr på spanierne. Hun havde en kæmpe svipser ved et indspil fra Simone Petersen, hvor hun blev overrasket og lobbede bolden over mål. Men ellers var hun sikker og tiltvang også straffekast.

    5
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Spillerne med flest minutter for Danmark under VM arbejdede kolossalt igen i dag. Hun havde en enkelt afbrænder, men ellers er Østergaard altid en spiller, man kan regne med på landsholdet. Specielt forsvarsmæssigt gjorde hun det rigtig godt.

    5
  • Simone Böhme

    Fløjspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Lærke Nolsøe

    Fløjspiller

    Hun spillede forfærdeligt senest mod Frankrig, så det var fantastisk at se, at hun ikke var bange i dag. Hun turde at gå på mål, og det viser noget om en mental styrke. Jeg tror, hun har brugt mange kræfter på at komme sig over Frankrig-kampen, og derfor er det klasse at komme tilbage på den måde. Det var dog en kamp uden det store fløjspil.

    4
  • Emma Friis

    Fløjspiller

    Der var ikke meget action til fløjene i dag. Hun scorede på den chance, hun fik, og passede den defensive opgave fornuftigt. Ikke en kamp, hvor venstre fløje med sat specielt i scene.

    4
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Hun var meget bedre spillende i dag, end hun har været i store dele af turneringen. Hun blev ved med at trykke på trods en vanskelig turnering. Det var virkelig dejligt at se hende i dag både offensivt og defensivt, hvor hun kom ind på svære tidspunkter. Hun løste sine ting rigtig godt.

    5
  • Louise Burgaard

    Bagspiller / Kampens spiller

    Dagens dansker hedder Louise Burgaard! Hun leverede en fantastisk indsats i dag. Tidligere har hun spillet lidt for meget passivt. I dag gik hun flot på mål og fik skudmæssigt åbnet samtidig med at være god i sit assistspil. Klart den bedste dansker og en af de bedste landskampe i meget, meget lang tid for Burgaard. Det var virkelig fedt at følge!

    6
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Startede ude, men kom ind med autoritet. Meget, meget sikker på straffekast og var god, når hun kom i fart. I dag, da det spanske forsvar var trykket fladt, leverede hun hopskudmål, som efterhånden er en sjældenhed for Anne Mette Hansen. En god landskamp, hvor hun trak et stort læs.

    5
  • Line Haugsted

    Bagspiller

    Det er bare Danmarks general. Hun er en af verdens bedste forsvarsspillere, som havde en lille smule udfordringer i starten. I anden halvleg fandt hun den rigtige højde. Da hun fik styr på det, lukkede Danmark reelt kampen. Når hun kom med frem i angrebet, og spanierne ikke fik fat i hende, sagde det bare ’smask’. Hun har en fremragende evne til at vurdere, hvornår chancen er der og ikke er der.

    5
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    Hun fik lov til at starte på banen, og jeg kan nærmest gentage mig selv: Når hun spiller gode afleveringer og kommer i fart, spiller hun bare fremragende. Det var det, der skete i dag. Der kom lidt tekniske fejl i, men det var bare en god landskamp af hende.

    5
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Startede på venstre back og var ikke så dominerende som tidligere. Men en solid Højlund, som blev ved med at udfordre. Hun havde et par afbrændere, men blev ved med at spille sine medspillere gode. En fin landskamp uden at være oppe at ringe.

    4
  • Michala Møller

    Bagspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Simone Petersen

    Bagspiller

    Når du er stregspiller, skal du bare være opmærksom på Simone Petersens kig-væk-afleveringer. Dem laver hun til perfektion. Men hun havde ikke nok tid på banen til at få en karakter.

    UB
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Den danske landstræner har formået at rejse det danske kvindelandshold efter den store skuffelse i fredags.

    Det var et dansk hold, der var klar fra start, selvom der var svære perioder undervejs. Der blev simpelthen rettet perfekt til. Specielt efter pausen i de første ti minutter, hvor kampen reelt blev det afgjort. Det blev den, fordi det danske forsvar var blevet indstillet fuldstændig perfekt i den rette højde.

    Jesper Jensen er blevet ved med at italesætte, at Danmark er gode, og han fik ret. Mentale kollaps, som har præget det danske landshold tidligere, har de styr på nu. Det er Jesper Jensen, der har flyttet det her landshold mentalt. De tror så meget på tingene og går aldrig i panik.

    6