VM håndbold

Norge har taget ved lære af Danmark

Frankrigs 5-1-forsvar var afgørende i VM-semifinalen mod Danmark. Norge er forberedt på det til finalen.

Danmark var ovenpå. Både i spillet og på måltavlen. Så ændrede Frankrig taktik.

Grebet blev et 5-1-forsvar i det 37. minut, hvor Estelle Nze Minko blev lagt frem for at genere danskerne, og 23 minutter senere stod franskmændene med en sejr på 23-22.

Efter Frankrig har set det, kommer de sikkert i 5-1

Thorir Hergeirsson, Norges landstræner

Ifølge franskmændene var det taktikændringen, der afgjorde kampen, og det er bestemt også noget, Norge er forberedt på til VM-finalen søndag.

- Hvis man nøler, er man ilde stedt, for hun (Nze Minko, red.) er god til at stå i boldens bane og hele tiden jagte bolden. Hvis vi ikke går mod mål med ordentlige satsninger, er hun der. Det så vi mod Danmark, siger Team Esbjerg-spilleren Henny Reistad til norsk TV 2.

Estelle Nze Minko blev kåret som turneringens bedste spiller ved EM sidste år.

"Vi har nogle tanker"

Her mødte netop Norge og Frankrig hinanden i finalen - og nordmændene blev mødt med 5-1-forsvaret undervejs. Det løste de dog og vandt finalen med 22-20.

- Vi skal se på det og finde nogle modtræk. Vi har nogle tanker, siger landstræner Thorir Hergeirsson ifølge norsk TV 2 til Viaplay.

Han fik samtidig en vigtig lektie i Norges semifinalesejr over Spanien, hvor der faktisk stod 11-11 ved pausen.

Spaniernes forsvar er ikke decideret 5-1, men spanierne støder meget frem og presser og står ikke bare som en 'mur'.

- Af erfaring møder vi sådanne typer forsvar lidt sjældnere, end vi kunne ønske. Vi håber, det bliver mere normalt. De varierer presset meget, og vi har ikke mødt noget lignende hidtil i turneringen, siger han.

- Vi følte, at vi havnede i situationer, hvor vi burde have stukket næsen lidt mere frem i rummene og skabe chancerne. Det havde måske skabt lidt ro. Det var fint at få erfaringen og træningen. Efter Frankrig har set det, kommer de sikkert i 5-1.

Norge og Frankrig spiller VM-finalen klokken 17.30, mens Danmark og Spanien mødes i bronzekampen klokken 14.30.