Rasende fransk stjerne kalder præsident respektløs efter Danmark-udtalelse

Franske Beatrice Edwige er mildest talt sur over den "respektløse" tale fra håndboldpræsidenten.

VM-finalen mellem Norge og Frankrig var netop færdigspillet, da en sætning verdens mest magtfulde håndboldpersonlighed, Hassan Moustafa, stjal fokus.

I sin tale i forbindelse med medaljeceremonien kom præsidenten for det internationale håndboldforbund (IHF) til at udpege Danmark som sølvvindere. Noget, der med det samme affødte pibekoncert i hallen.

Moustafa forstod ikke, hvad der foregik og nåede aldrig at rette op på fejlen, selvom en af hans kollegaer forsøgte at hjælpe ham.

- Jeg forstår ikke, lød det fra præsidenten.

Fransk profil er rasende

Talen huede ikke den franske VM-lejr, hvis store forsvarsdirigent, Beatrice Edwige, rasede med sin sølvmedalje om halsen.

- Det her er efter min mening helt usædvanligt, siger den franske landsholdsspiller til TV 2 SPORT.

Er du vred?

- Ja. Efter min mening er det totalt respektløst over for Frankrig. Hvad mere kan jeg sige? Synes du, det er normalt, at IHF-præsidenten ikke ved, hvem der er nummer to, lige efter at finalen lige blev færdigspillet? Det synes jeg ikke. For mig er det meget respektløst over for det franske hold.

Beatrice Edwige havde svært ved at være i sig selv, da snakken gik på Hassan Moustafas tale. Video: David Schiøler

Norsk verdensmester tænker på Frankrig

Kritikken er ikke til at overse hos den 33-årige franskmand. Og den danske landsholdsspiller Trine Østergaard stemmer i kor og kalder det for ”en joke”:

- Haha! Vi rykkede lige en tand højere op. Det var lidt pinligt for ham, synes jeg. Men det er jo bare lidt en joke, siger hun.

I Norge føler de også med franskmændene, som havde det hårdt nok i forvejen efter at have smidt en 16-10-føring væk i finalen.

- Det er en stor fejl fra hans side. Jeg tænker på Frankrig. Det svier nok lidt ekstra meget for dem. Du så jo også, hvordan de reagerede, siger den nyudnævnte verdensmester Maren Aardahl.