VM håndbold

Stort comeback forbløffer norske stjerner

Silje Solberg, Henny Reistad og Nora Mørk har aldrig prøvet noget lignende, siger de om finale mod Frankrig.

De norske håndboldkvinder vandt søndag VM-guld for fjerde gang i historien, da Frankrig blev slået i finalen.

For målmand Silje Solberg, der har vundet masser af medaljer med det norske landshold, skiller sejren over franskmændene sig ud fra, hvad hun ellers har prøvet igennem karrieren.

Før pausen førte Frankrig med seks mål, men godt hjulpet af Solbergs mange redninger endte finalen i en suveræn norsk triumf og en sejr på 29-22.

- Jeg har aldrig været med til noget lignende.

- For hver eneste redning begyndte modstanderen at stresse, og for hvert mål vi selv scorede, voksede vi, mens de gik mentalt ned. Det kunne vi se på deres kropssprog, siger Silje Solberg til NTB.

Norge er verdensmester 2021 efter en sejr over Frankrig i finalen. Video: TV 2 Sport

Norge var bagud med 12-16 ved pausen, men vandt anden halvleg med 17-6.

- Jeg er meget glad og stolt af holdet. Vi gravede dybt i pausen, hvor vi snakkede om, at jeg gerne ville have fat i deres skud fra ni-meteren.

- Heldigvis stod forsvaret virkelig godt i anden halvleg, og det gjorde det nemmere at redde skuddene, siger Solberg.

"Meget emotionel"

Også topscorer Henny Reistad, der lavede seks mål i finalen, og Nora Mørk var imponerede over kampens udvikling fra norsk krisestemning til vild eufori.

- Jeg er meget emotionel. Det er en helt fantastisk vending, vi lavede på kampen. I anden halvleg gik vi ud uden frygt og viste, hvad der bor inde i det her hold, og det var åbenbart nok til guld, siger Reistad, og Nora Mørk tilføjer:

- Jeg har aldrig været med til noget lignede. Vi var rolige i pausen og bestemte os for at give alt.

Mens Norge vandt guld foran Frankrig, så nappede Danmark bronze efter en sejr over de spanske VM-værter i kampen om tredjepladsen.