VM håndbold

To danskere på eksperternes All Star-hold

TV 2 SPORTs tre eksperter i Spanien er alle enige om, at to danske spillere fortjener en plads på VM's All Star-hold.

På håndboldslutrunders sidste dag er der traditioner lige så faste som hjemme hos mor og far juleaften.

Én af dem er kåringen af turneringens All Star-hold.

Det er det internationale håndboldforbund IHF, der kårer All Star-holdet til VM, men traditionen tro har TV 2 SPORTs eksperter i Spanien også sat deres eget bud på turneringens bedste hold.

Bent Nyegaard, Lærke Møller og Peter Bruun Jørgensen har alle to danskere på holdet - og det er de samme to: Althea Reinhardt som VM's bedste målvogter og Line Haugsted som den bedste forsvarsspiller.

- Det er både for Reinhardt og Haugsted det internationalt gennembrud der her. Det har ligget og luret, men her har det krystalliseret sig. Reinhardt har været helt, helt ekstraordinær, og Haugsted har vist sig både som den fantastiske forsvarsspiller, hun er, og at hun fx mod Frankrig i semifinalen holder niveau mod de allerbedste, lyder vurderingen fra Bent Nyegaard.

Du kan se alle tre eksperters All Star-hold herunder. Det officielle VM All Star-hold bliver offentliggjort i løbet af finaledagen søndag.

Bent Nyegaards All Star-hold

  • Målvogter: Althea Reinhardt (Danmark)
  • Højre fløj: Yulia Managarova (Rusland)
  • Højre back: Nora Mørk (Norge)
  • Playmaker: Grace Zaadi (Frankrig)
  • Venstre back: Jamina Roberts (Sverige)
  • Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen (Norge)
  • Stregspiller: Kari Brattset Dale (Norge)
  • Bedste forsvarsspiller: Line Haugsted (Danmark)
  • MVP (Mest værdifulde spiller): Stine Bredal Oftedal (Norge)
  • Træner: Oliver Krumbholz (Frankrig)

Lærke Møllers All Star-hold

  • Målvogter: Althea Reinhardt (Danmark)
  • Højre fløj: Yulia Managarova (Rusland)
  • Højre back: Dione Housheer (Holland)
  • Playmaker: Grace Zaadi (Frankrig)
  • Venstre back: Alexandrina Cabral Barbosa (Spanien)
  • Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen (Norge)
  • Stregspiller: Kari Brattset Dale (Norge)
  • Bedste forsvarsspiller: Line Haugsted (Danmark)
  • MVP (Mest værdifulde spiller): Stine Bredal Oftedal (Norge)
  • Træner: Oliver Krumbholz (Frankrig)

Peter Bruun Jørgensens All Star-hold

  • Målvogter: Althea Reinhardt (Danmark)
  • Højre fløj: Nathalie Hagman (Sverige)
  • Højre back: Nora Mørk (Norge)
  • Playmaker: Grace Zaadi (Frankrig)
  • Venstre back: Alexandrina Cabral Barbosa (Spanien)
  • Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen (Norge)
  • Stregspiller: Kari Brattset Dale (Norge)
  • Bedste forsvarsspiller: Line Haugsted (Danmark)
  • MVP (Mest værdifulde spiller): Stine Bredal Oftedal (Norge)
  • Træner: Oliver Krumbholz (Frankrig)

En smule uenighed

På enkelte positioner adskiller de tre eksperter hold sig dog fra hinanden.

På venstre back har Bent Nyegaard fx Jamina Roberts fra Sverige, mens både Peter Bruun Jørgensen og Lærke Møller er gået med spanske Cabral Barbosa.

- Jamina Roberts har været en af de helt store oplevelser. Hendes betydning for det svenske hold, som var tæt på at komme rigtig langt, var enorm, og i en tid, hvor spillet måske mangler lidt spillere med x-faktor, stråler Roberts helt op i himlen. Hun har haft en utrolig fremgang over de seneste halvandet år sent i hendes karriere og er i en klasse for sig, mener Nyegaard.

På højre fløj er der også lidt uenighed. Peter Bruun Jørgensen har valgt VM-topscorer Nathalie Hagman fra Sverige, mens både Lærke Møller og Bent Nyegaard har russiske Managarova.

- Jeg har noteret mig, at Hagman har scoret mange mål, og at Sverige er gået efter at sætte målrekord med hende i flere kampe. Men Managarova er den teknisk dygtigste højrefløj lige nu, og samtidig er hun den højrefløj, der også nærmer sig at være den bedste forsvarsfløj i verden, vurderer Bent Nyegaard.