VM's bedste fløj skifter til Sverige
Spanske Carmen Martín har skrevet under på en toårig kontrakt med svenske Sävehof.
Hun er blandt verdens bedste højrefløjsspillere, og nu får de glæde af hende i Sverige.
33-årige Carmen Martín blev kåret som den bedste højrefløj ved det netop overståede VM, hvor hun og Spanien tabte bronzekampen til Danmark.
Nu kan hun i stedet glæde sig over en toårig kontrakt med de 12-dobbelte svenske mestre fra Sävehof.
Klubben har sikret en toårig kontrakt med Martín, der træder til efter denne sæson.
- Tilgangen af Carmen ligger på linje med vores ambitioner. Vi vil være de bedste, og hun er en af de bedste, siger sportschef Emil Berggren i en pressemeddelelse.
- Med Carmen får vi en rutineret vindertype, som er vant til at spille hurtig håndbold, og som ikke er bange for at tage ansvar.
Martín er i øjeblikket på kontrakt i den rumænske storklub CSM București, som i Champions League har fået dobbelt så mange point som Sävehof.
- Jeg er dedikeret og et konkurrencemenneske og ser frem til den kommende sæson. Allerede nu er Sävehof en farlig modstander for mange hold i Champions League, og jeg skal gøre mig for, at det fortsætter sådan, siger Carmen Martín.
Sävehof er i denne sæsons Champions League i gruppe med Odense Håndbold. Med fire point efter otte kampe ligger svenskere lige nu ikke til at gå videre.