Ligatræner opgiver at spille kamp mandag
Ifølge cheftræner Niels Agesen kommer Mors-Thy ikke i kamp mandag mod Skanderborg Aarhus.
Coronasmitte har så godt som lagt den danske herreliga ned.
Der skulle have været fuld spillerunde 22. december, men her blev seks af syv kampe udsat på grund af coronasmitte.
Mors-Thys kamp mod KIF Kolding var én af dem, og den planlagte kamp 27. december mod Skanderborg Aarhus bliver heller ikke til noget.
- Vi havde tre smittede før jul, og nu er vi oppe på, at syv spillere fra truppen har fået en positiv test. Flere mangler også stadig svar på deres seneste test, og samtidig er vi jo alle nære kontakter til de smittede. Så det giver sig selv, at vi ikke skal spille den kamp på mandag, siger cheftræner Niels Agesen til Nordjyske.
Har kontaktet modstander
Han siger til avisen, at han i dag tog kontakt til Dansk Håndbold Forbund for at få kampen aflyst.
Reglerne, som forbundet har lavet sammen med klubberne, siger, at der skal være fem smittetilfælde i et holds trup for, at en kamp kan stoppes.
Men han fik besked om, at kampen først officielt kan aflyses søndag, og derfor har han taget direkte kontakt til Skanderborg Aarhus, så de kender til situationen.
Han har samtidig uforstående overfor, at hele spillerunden ikke er aflyst. Der er programsat syv kampe mandag.
I det hele taget er kampprogrammet udfordret, blandt andet fordi der venter en lang pause i januar, når der spilles EM.
Tidligere på ugen fortalte Frank Smith, der er chef for turneringer i Dansk Håndbold Forbund, at det er vigtigt at få afviklet så mange kampe som muligt.
- Det er ikke ret nemt at flytte en hel spillerunde. Der er væsentlig mere logistik i det, end man lige tror. Hallerne skal være til rådighed, holdene ønsker mest mulig pause mellem kampene, og så er det ikke sådan, at en spillerunde bliver afviklet på én dag, sagde Frank Smith.
Mandagens kampe i herreligaen
- Lemvig-Thyborøn - GOG
- Skanderborg Aarhus - Mors-Thy
- Skive - BSH
- Skjern - TTH
- SønderjyskE - Nordsjælland
- Aalborg - Ribe-Esbjerg
- KIF Kolding - Fredericia
Den 22. december var det kun kampen mellem BSH og Skjern, der blev afviklet.