GOG vinder topbrag - sikrer stort forspring
Otte point lyder forspringet på mellem GOG på førstepladsen og Aalborg Håndbold på andenpladsen.
GOG ligner mere og mere en vinder af grundspillet i herrernes håndboldliga.
Og det er til trods for, at de kun har spillet 17 kampe.
Fynboerne har endnu sæsonens første nederlag til gode, og torsdag aften gik det så ud over de forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold, da de to tophold mødtes i årets sidste kamp.
Takket være en sprudlende offensiv fik GOG hurtigt opbygget et solidt forspring, der aldrig for alvor var i fare for at blive indhentet.
GOG 38 - 35 Aalborg Håndbold
- Stillingen efter 1. halvleg: 20-15
- GOGs topscorer: Simon Pytlick (11 mål)
- Aalborg Håndbolds topscorer: Buster Juul og Lukas Sandell (8 mål)
Resultatet betyder, at GOG nu har et forspring på otte point ned til Aalborg Håndbold på andenpladsen.
Fynsk drømmestart
Den første kamp mellem de to hold i denne sæson endte uafgjort, selv om Aalborg førte med seks mål et godt stykke inde i anden halvleg.
Torsdag var kampbilledet noget anderledes. GOG var ovenpå fra start i den tomme hal i Gudme. Ved pausen stod der 20-15 til hjemmeholdet, der havde godt styr på rivalerne fra nord.
Aalborg kom godt ud fra pausen og fik reduceret til 17-20, men så vågnede GOG, og på en håndfuld minutter fik fynboerne gjort det til 27-20.
Kortvarig spænding om resultatet
Men gæsterne kæmpede videre, og med ti minutter tilbage fik Aalborg skabt lidt spænding ved at reducere til 28-31.
Først med halvandet minut igen fik Aalborg reduceret GOG's føring til to mål, og så skulle der et mindre mirakel til, hvis nordjyderne skulle have point. Det håb slukkede Simon Pytlick, da han lidt efter gjorde det til slutresultatet 38-35.
Fredericia på tredjepladsen i det nye år
Tidligere torsdag vandt Fredericia en tæt og dramatisk kamp mod rivalerne i den sjove ende af tabellen fra Skanderborg Aarhus med 25-24.
Skanderborg Aarhus var kortvarigt helt oppe at føre med seks mål i første halvleg, men efter pausen blev kampen mere eller mindre vendt på hovedet.
Med sejren hopper Fredericia op over østjyderne, så Fredericia nu er nummer tre med et enkelt point ned til Skanderborg Aarhus.
Kamp blev aflyst
Der skulle have været spillet en fuld kamprunde i Herre Håndbold Ligaen torsdag, men coronasmitte på flere hold førte til, at fem ud af syv kampe blev udskudt på ubestemt tid.
Der skulle have været en tredje kamp torsdag, men mødet mellem Nordsjælland og KIF Kolding blev udskudt tidligere på dagen på grund af coronasmitte i Kolding-truppen.
Omkring jul og nytår er 17 ud af 21 planlagte kampe blevet udskudt som følge af coronasmitte.
Torsdagens kampe var de sidste i Herre Håndbold Ligaen, inden den går på vinterpause på grund af den kommende EM-slutrunde i januar.