Håndbold

Flere udsatte kampe i kvindeligaen

Flere smittetilfælde i truppen hos Viborg HK betyder, at søndagens kamp mod Team Esbjerg udsættes. I alt er fire opgør udsat.

Artiklen er opdateret efter udsættelse af endnu en kamp.

Et hav af aflysninger har på det seneste ramt af herrernes håndboldliga, og nu skal der for første gang også findes et nyt tidspunkt for en kamp i kvindernes liga oven på den seneste tids store smittestigning.

Viborg HK oplyser på sin hjemmeside, at flere spillere i truppen er smittet med coronavirus.

Derfor kan kampen mod Team Esbjerg ikke afvikles som planlagt, lyder det. I alt er fire opgør udsat:

  • Viborg - Esbjerg
  • Ringkøbing - Randers
  • København - Holstebro
  • Ajax - Horsens

Reglerne foreskriver, at fem eller flere spillere skal være smittede, før en kamp kan udsættes.

Der var ellers lagt op til en topkamp i starten af det nye år, da Viborg og Esbjerg ligger henholdsvis nummer to og tre i Bambusa Kvindeligaen.

Fredag middag kunne Ringkøbing så meddele, at kampen mod Randers er udsat, da sidstnævnte ligeledes har coronatilfælde.

1. januar tikkede endnu et par udsættelser ind, da coronasmitte i Holstebro har ført til udsættelse af opgøret mellem København Håndbold og Holstebro Håndbold. Smitte i HH Elite betyder også, at opgøret mellem Ajax og Horsens er udsat.

Forventede afslysninger

Allerede torsdag erkendte Dansk Håndbold Forbunds (DHF) turneringschef, Frank Smith, at der nok snart ville tikke aflysninger ind hos kvinderne.

I et interview med DR afviste han dog, at det gav mening at udsætte turneringsgenstarten efter kvindernes VM-slutrunde.

- Hvis du har et puslespil med 1000 brikker, men der kun er plads til 500, giver det måske mening, at vi bliver nødt til at få gennemført så mange kampe som overhovedet muligt, siger Frank Smith.

Det er et udvalg med deltagelse af både DHF og klubberne, der er nået frem til den beslutning.

Odense Håndbold fører kvindernes bedste håndboldrække efter 13 spillerunder. Fynboerne har fire point ned til Viborg og Esbjerg.

Coronarestriktionerne i Danmark betyder desuden, at klubberne ikke må lukke tilskuere ind for tiden. Forbuddet gælder foreløbig frem til 17. januar.