Verdensmester skifter til Viborg
Højrefløjen Emilie Hovden skifter til sommer til de grønblusede fra domkirkebyen på en toårig aftale.
Håndboldkvinderne fra Viborg HK får til sommer tilgang af den nyslåede norske verdensmester Emilie Hovden.
Det oplyser den jyske klub på sin hjemmeside.
Højrefløjen har fået en toårig aftale gældende fra sommeren 2022.
- Vi er stolte over, at vi formår at tiltrække en verdensmester til klubben - og nu har vi jo så to, siger direktør Jørgen Hansen til klubbens hjemmeside, med henvisning til at klubben i forvejen råder over Moa Högdahl.
Fulgt i flere år
Den 25-årige nordmand tørner lige nu ud for Storhamar i hjemlandet, hvor hun gør sæsonen færdig inden skiftet til dansk håndbold.
- I Emilie Hovden henter vi en super stærk højrefløj. Vi får en meget kontrastærk og meget afslutningssikker spiller, lyder det fra cheftræner Jakob Vestergaard.
- Jeg har fået et virkelig godt indtryk af hende. Hun er ambitiøs og ærgerrig. Jeg har fulgt hende i nogle år, og jeg har set, hvordan hun har formået at lægge lag på sit spil.
Hovden var en del af det norske hold, som i december vandt VM-guld i Spanien efter et stort finalecomeback mod Frankrig.
Hun var primært reserve for guldvinderne, men det blev alligevel til tre kampe undervejs i turneringen.
Viborg ligger nummer to i Bambusa Kvindeligaen halvvejs inde i grundspillet.
Odense henter målmand
På førstepladsen ligger Odense efter lutter sejre i de første 13 kampe. Her er en ny spiller også præsenteret i form af Mathilde Bengtson, der har underskrevet en kontrakt frem til 30. juni 2022.
Den 19-årige målvogter træder ind i Odense-truppen med øjeblikkelig virkning. Hun kommer fra Talentcenter Odense Håndbold, oplyser Odense Håndbold.