EM håndbold

Frankrigs testkampe aflyst

Coronaen fortsætter med at give problemer for flere af de nationer, der i midten af januar skal i gang med EM i herrehåndbold.

Det franske landshold har været hårdt ramt af coronavirus op til EM, og nu er der igen kedelige coronanyheder til franskmændene.

Denne gang skyldes det dog ikke smitte i egne rækker, men i stedet hos holdets modstander.

Frankrig skulle have mødt Egypten i to testkampe frem mod EM, men da egypterne nu er blevet ramt af corona på holdet, er begge opgør blevet aflyst.

- På det her tidspunkt - med kun få timer til at reagere - er vi desværre nødt til at acceptere den skæbne, at forbundet er nødt til at aflyse de to kampe, siger præsidenten for det franske håndboldforbund, Philippe Bana, ifølge L'Équipe.

De to kampe skulle være spillet fredag 7. januar og søndag 9. januar.

Vil forsøge at skaffe ny modstand

Selvom kampene mod Egypten nu er aflyst, har det franske håndforbund ikke givet op endnu.

De håber nemlig fortsat på at finde en modstander, som de kan møde, inden det går løs til EM.

Oprindeligt skulle Frankrig have pudset EM-formen af i en testkamp mod Norge til et arrangement, hvor også Danmark og Egypten skulle mødes.

Det franske håndboldforbund valgte dog - grundet en stigende smitte med covid-19 og nye restriktioner i Frankrig - at ændre arrangementet, så Danmark og Norge ikke skulle rejse til Paris.

Mens Frankrigs kampe mod Egypten nu er aflyst, skal Danmark fortsat møde Norge over to opgør. De to kampe spilles 6. og 8. januar.

Frankrig indleder EM 13. januar med et møde med Kroatien. Dernæst følger kampe mod Ukraine og Serbien i gruppespillet.