Seks corona-smittede hos Serbien fører til ny aflysning
To spillere og fire medlemmer af staben omkring det serbiske håndboldlandshold er testet positiv for coronavirus.
Det er efterhånden svært at skrive "håndbold" og "testkamp" i samme sætning uden også at tilføje ordet "aflyst".
Synderen er som så ofte før coronavirussen, og denne gang har smitten ramt det serbiske landshold.
Serberne har tirsdag modtaget svar på en række coronaprøver, og her har det vist sig, at de to spillere Bogdan Radivojevic og Vladimir Cupara har fået virussen. Derudover er fire medlemmer af staben omkring holdet også ramt.
De mange smittede har ført til en beslutning om at aflyse de to forestående EM-testkampe mod Tyskland, der skulle have været spillet den 7. og 9. januar.
Det skriver Det Serbiske Håndboldforbund på deres hjemmeside.
Problemerne i den serbiske lejr kan ende med at få betydning for Danmark, der potentielt kan møde Serbien i mellemrunden ved EM.
Tyskland hårdt ramt af afbud
Serbernes oprindelige modstander, Tyskland, er også hårdt ramt op til slutrunden, der begynder den 13. januar.
Udover masseafbud et stykke inden EM er Rhein-Neckar Löwen-spilleren Jannik Kohlbacher blevet muskelskadet.
Om han når at blive klar til EM, er uvist, skriver det tyske håndboldforbund på sin hjemmeside.
I forvejen har følgende tyske spillere meldt afbud til slutrunden:
- Juri Knorr (er ikke coronavaccineret)
- Paul Drux (knæproblemer)
- Fabian Wiede (personlige årsager)
- Patrick Groetzki (personlige årsager)
- Hendrik Pekeler (pause fra landsholdet)