Svensk spiller topper statistik – men er ikke udtaget til EM
Svenske Simon Jeppsson må fortsat kigge langt efter en opringning fra den svenske landstræner. Han skal nemlig ikke med til slutrunden.
Statistikkerne lyver aldrig, siger man. Men den talemåde lever den svenske håndboldlandstræner Glenn Solberg tydeligvis ikke efter.
For på trods af at den 26-årige svensker Simon Jeppsson topper listen over kombinerede mål i åbent spil og assister i en af verdens bedste håndboldligaer, Bundesligaen, er han ikke blevet udtaget til Sveriges EM-trup.
Ifølge svenske Aftonbladet står Jeppsson noteret for intet mindre end 90 mål i åbent spil og 61 assister for HC Erlangen i denne sæson. Det giver i alt 151, hvilket altså er mest af alle i den tyske liga.
Alligevel er venstre backen fravalgt til slutrunden, og faktisk er det et godt stykke tid siden, han sidst hørte fra landstræneren.
- Inden OL-kvalifikationen (i april 2021, red.) havde vi en lille snak, men efter det har jeg ikke snakket med landstræneren, siger Jeppsson, der mere end gerne vil være en del af landsholdet:
- Sulten og drivet er ekstremt stort for at komme til at spille på landsholdet, og jeg er kun 26 år. Om jeg synes, jeg skulle have været med, lader jeg være usagt. Jeg kan kun vise mig så godt frem, som jeg kan på banen for klubholdet, og så er beslutningen i sidste ende ude af mine hænder, siger han til Aftonbladet.
Hvad er problemet så?
Men når han nu alligevel ikke er indkaldt - på trods af de fine statistikker - må der jo være noget, der mangler.
Og hvem er bedre til at svare på det, end manden, der har valgt ham fra?
- Simon scorer mange mål og har et bedre udbytte end tidligere. Men vi har flere spillere, som har gjort det godt i Champions League, og som spiller begge veje, siger landstræner Solberg.
Jeppsson er nemlig ikke i lige så høj grad som flere af de øvrige svenske profiler en tovejsspiller. Han spiller primært angreb, hvilket betyder at der skal foretages forsvars-angrebs-udskiftninger på landsholdet, hvis han er med.