EM håndbold

- Vi har måske været lidt naive, siger Lauge efter smitte i EM-lejren

Målmand Jannick Green blev ramt af coronasmitte mandag, og Ramus Lauge fortæller, at hele holdet føler med ham.

Du kan se EM-håndbold på TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Coronasmitten hærger i hele verden.

Derfor erkender Rasmus Lauge, at det nok ikke kunne være undgået, at smitten ikke ville påvirke landsholdet, der er samlet inden EM. Målvogter Jannick Green blev nemlig testet positiv mandag.

- Vi føler alle sammen med Jannick efter den positive test. Vi har måske været en lille smule naive og har håbet på, at der var ingen af os, der blev ramt, siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

- Lige nu virker det, som om det spreder sig ret hurtigt i den almindelige befolkning. Vi prøver på at holde afstand og tager alle de forholdsregler, vi kan tage. Så prøver vi at se, om vi kan komme igennem uden flere smittede.

Landsholdet meddeler, at Jannick Green ikke har symptomer og skal testes igen tirsdag morgen. Dertil skal hele holdet PCR-testet de kommende dage.

Comeback til Lauge

Landsholdssamlingen, hvor Jannick Green nu er isoleret, er også Lauges comeback til holdet efter en langvarig skade.

Jeg glæder mig supermeget til at spille med Mathias

Lauge om Gidsel

Rasmus Lauge spillede sin seneste landskamp 7. november 2020 mod Finland, og efter den lange tid er han "utrolig glad for at være tilbage."

- Det har altid været en af mine store mål at være med på landsholdet. Det er megafedt at være tilbage. Så glæder jeg mig til at træne noget mere med gutterne og komme i gang med kampene, siger Lauge.

Et samarbejdet med Gidsel

I kampene kommer han til at spille ved siden af kometen Mathias Gidsel, der fik sit landsholdsgennembrud ved VM for et år siden. Søndag udtalte Gidsel, at han glædede sig til at samarbejde med Lauge, og den glæde er gengældt.

- Hvis han tilnærmelsesvis kan fortsætte den opadgående formkurve, som har han vist det seneste år, ser det rigtig godt ud. Og det glæder jeg mig til at være en del af, siger Lauge.

Som optakt til netop EM møder Danmark Norge ad to omgange i Royal Stage i Hillerød.

  • 6/1 kl. 20.15: Danmark – Norge, Royal Stage (vises på TV 2)
  • 8/1 kl. 16.00: Danmark – Norge, Royal Stage (vises på TV 2)