Gode nyheder får ikke Møllgaard til at slappe af

Det kan blive en fordel på det danske landshold, at bredden er stor.

Den danske landsholdsmålmand Jannick Green testede mandag positiv for corona.

Siden fulgte gode nyheder: Resten af landsholdet testede negativ. Men de gode nyheder får ikke Henrik Møllgaard til at sænke skuldrene.

Smitterisikoen er ikke ovre på jeres hold. Er du bekymret?

- Ja, det er jeg stadig. Sådan som smitten har spredt sig på diverse klubhold og de landshold, vi kender til, er det nok lige tidligt nok at tro, at vi er sluppet med Jannicks positive prøve.

Den rutinerede landsholdspiller fortæller i samme ombæring, at der ikke er blevet strammet op efter det første smittetilfælde.

- Vi har fra start haft ret klare retningslinjer for, hvordan vi er sammen – både med personale på hotellet, men også internt. Det holder vi os til med mundbind og afspritning hele tiden. Derudover har vi langt flere tests nu, så vi forhåbentlig kan få taget det i opløbet, hvis der skulle komme flere, siger Henrik Møllgaard.

14 dage væk fra håndbold

Tirsdag bekræftede Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, til TV 2 SPORT, at hvis en spiller tester positiv for corona inden EM, skal der gå 14 dage, før spilleren kan træde ind i turneringen.

Blandt andet derfor udelukker Henrik Møllgaard heller ikke, at coronavirussen kan være med til at afgøre, hvem der står med trofæet den 30. januar.

Tror du, det her EM bliver afgjort af, hvem der har færrest afbud?

- Det kan jeg godt frygte. Vi skal nok klare sygdommen. Jeg tror ikke, vi bliver så hårdt ramt, som jeg måske troede tidligere. Men jeg kan godt frygte, at der ryger nogle profiler på afgørende positioner.

- Franskmændene har allerede fået ødelagt lidt af deres optakt, men det kan måske være til deres held, at de så ikke skal bokse så meget med det under turneringen, som andre måske skal. Jeg er sikker på, vi ikke har set det sidste til corona under den her slutrunde.

Allerede inden nytår testede hele otte franske spillere positiv for coronavirus - heriblandt stjernen Nikola Karabatic. De nye regler fra EHF rammer dog ikke umiddelbart dem, da de alle afleverede et positivt testsvar mere end 14 dage før turneringsstart.

Bred trup kan blive afgørende

Hvis et hold bliver ramt af coronasmitte, bliver det naturligvis afgørende at have spillere, der kan tage over.

Og her har Danmark en fordel, vurderer Møllgaard.

- Vi er glade for den bredde, vi har, der kan bære det igennem. Der er andre, der vil blive hårdere ramt, hvis de mangler nummer ét, to eller tre, siger han.

Danmarks EM-trup

Målvogtere: Niklas Landin (Kiel), Kevin Møller (Flensburg-Handewitt), Jannick Green (Magdeburg)

Fløjspillere: Magnus Landin (Kiel), Emil Jakobsen (Flensburg-Handewitt), Lasse Svan (Flensburg-Handewitt), Johan Hansen (Hannover-Burgdorf).

Stregspillere: Magnus Saugstrup (Magdeburg), Simon Hald (Flensburg-Handewitt), Henrik Toft Hansen (PSG), Rene Antonsen (Aalborg)

Bagspillere: Jacob Holm (Füchse Berlin), Mads Mensah (Flensburg-Handewitt), Rasmus Lauge (Veszprem), Mikkel Hansen (PSG), Lasse Andersson (Füchse Berlin), Henrik Møllgaard (Aalborg), Mathias Gidsel (GOG), Niclas Kirkeløkke (Rhein-Neckar Löwen), Aaron Mensing (Flensburg-Handewitt)

Der kan gå op til tre dage, fra man er udsat for smitten, til man nødvendigvis tester positiv, fortæller Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i Imunnologi ved Københavns Universitet. Faren er derfor ikke drevet over endnu.

Danmark er havnet i pulje med Montenegro, Nordmakedonien og Slovenien.

EM spilles fra den 13.-30. januar. Du kan følge med på alle TV 2's platforme.