EM håndbold

Stjerner smittet – svarer til at undvære Gidsel og Hansen

Kroatien regnes blandt de hold, der kan blande sig i kampen om EM-medaljer. Med de forhåbninger har lidt et knæk.

Forestil dig, at Danmark skulle undvære Mikkel Hansen og Mathias Gidsel til den kommende EM-slutrunde.

Jeg ser meget positivt på Danmarks vej frem mod en eventuel semifinale

Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 SPORT

Den skæbne lider EM-bejleren Kroatien lige nu. I hvert fald i gruppespillet. Her må de således klare sig uden Domagoj Duvnjak og Luka Cindric, der begge er testet positiv for corona. Et stort tab, må man forstå.

- Hvis man overfører det til en dansk kontekst, er vi helt oppe i kategorien af de første på holdkortet: Mathias Gidsel og Mikkel Hansen.

- Det er to ledestjerner for kroaterne, og det er selvfølgelig noget, der gør rigtig ondt, vurderer Bent Nyegaard, der er håndboldekspert på TV 2 SPORT.

Regler fra Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, gør, at spillere, der tester positiv for coronavirus inden EM, skal sidde ude i 14 dage, før de kan træde ind i turneringen.

Skal nok gå videre

Kroatien er i pulje med Frankrig, Serbien og Ukraine. Selvom franskmændene ligeledes har været hårdt ramt af corona, formoder Bent Nyegaard, at de tager sig af førstepladsen.

Det efterlader tre hold til at slås om den avancementsgivende andenplads. Selv uden Duvnjak og Cindric er kroaterne for stor en mundfuld for Serbien og Ukraine.

- Det er sandsynligt for mig, de går videre. Puljerne er sådan, at de store hold med al sandsynlighed slipper igennem. Serbien er også umanerligt hårdt ramt.

- Det er altid værd at spekulere i, om Kroatien kan gå videre, men det er måske at stramme den en tand, siger Nyegaard.

Gode muligheder for dansk semifinale

De to bedste fra det indledende gruppespil går videre til mellemrunden, som bliver delt i to puljer á seks hold.

Går det, som håndboldpræsten prædiker, ender Danmark med at møde Kroatien her. Taget kroaternes forfatning i betragtning - og de mange øvrige afbud - er de danske muligheder for en semifinaleplads gode.

- Jeg ser meget positivt på Danmarks vej frem mod en eventuel semifinale. Man skal bare have med i den vurdering, at det kommer til at dreje sig meget om, hvad der sker de kommende dage, siger Bent Nyegaard med henvisning til coronasituationen.

Han peger tilmed på, at Danmarks bredde kan blive afgørende, hvis det danske landshold bliver ramt i samme grad som nogle af de andre nationer.

Du kan følge EM i håndbold på TV 2s platforme.