EM håndbold

Skarpe Danmark gav håndboldlektion til Norge

Der var aldrig spænding om resultatet, da Danmark satte sine norske naboer på plads fem dage inden EM.

Danmark 35-25 Norge

  • Pausestilling: 21-15
  • Rasmus Lauge spillede sin første landskamp i 427 dage
  • Dansk topscorer: Magnus Saugstrup, 6 mål

Det danske herrelandshold viste skarphed i sin eneste testkamp inden EM-slutrunden, der begynder på torsdag.

Her satte de danske verdensmestre Norge på plads og vandt 35-25 i Hillerød. Resultatet kunne have været mere overbevisende, hvis det ikke havde været for en dansk scoringspause på ti minutter i anden halvleg.

- Danmark krøller Norge helt sammen. Jeg kan godt forstå, at den norske landstræner, Christian Berge, ser bekymret ud, lød det fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard kort før kampens afslutning.

Om lidt drager begge landshold sydpå. Danmark åbner EM på torsdag mod Montenegro i Ungarn. Norge møder Slovakiet, der deler værtsskabet med Ungarn.

Danmarks EM-program

Indledende gruppespil

  • 13/1 kl. 20.30: Danmark - Montenegro (vises på TV 2)
  • 15/1 kl. 20.30: Slovenien - Danmark (vises på TV 2)
  • 17/1 kl. 20.30: Nordmakedonien - Danmark (vises på TV 2)