Sverige chartrer fly til EM - Danmark flyver i rutefly

Efter en positiv coronaprøve og en aflyst testkamp tager Sverige ingen chancer på rejsen til EM.

De svenske håndboldstjerner skal ikke bekymre sig om at omgås andre mennesker eller bøvle med en mellemlanding, når de flyver til EM i herrehåndbold.

Turen til Slovakiets hovedstad, Bratislava, bliver nemlig i et chartret fly. Det skriver SVT søndag aften.

Beslutningen, som det svenske håndboldforbund har truffet, kommer dagen efter, at landsholdets læge, Daniel Jerrhag, udtalte, at han ville foretrække at flyve derned i et lejet fly.

Lørdag blev holdets fløjstjerne Hampus Wanne testet positiv for coronavirus, hvilket betød, at testkampen mod Holland blev aflyst.

Danmark flyver med rutefly

Med beslutningen om at chartre et fly går Sverige i en anden retning end det danske landshold, som har valgt at flyve i rutefly til Ungarn. Turen fra Københavns Lufthavn går over en mellemlanding i Amsterdam, inden de flyver mod Budapest og herefter sætter sig i en bus til Debrechen.

Beslutningen fra Dansk Håndbold Forbund (DHF) har været en afvejning, hvor de har prøvet at lave det mest sikre setup, forklarede Morten Henriksen, sportschef i DHF, til TV 2 SPORT lørdag.

- På den ene side kigger man på risici og på den anden side på økonomien. Der har været en del ekstra udgifter siden 1. januar og til nu for at komme til EM, sagde sportschefen.

Håndboldekspert undrer sig over dansk beslutning

Den beslutning begejstrede ikke den tidligere landsholdsspiller og nuværende håndboldekspert for TV 2 SPORT Claus Møller Jacobsen.

- Danmark er en guldkandidat, og jeg synes, det virker relativt hasarderet at sætte sig ind i et almindeligt rutefly med ganske almindelige mennesker og flyve over Amsterdam og så igen videre til Ungarn, siger Claus Møller Jakobsen.

Danmark lander i Budapest mandag aften. Herfra tager de en bus til Debrecen, hvor de torsdag spiller første gruppekamp mod Montenegro.

EM-værtskabet er delt mellem Ungarn og Slovakiet.