EM håndbold

Nyt smitteudbrud i Danmarks EM-gruppe

Danmarks sidste gruppemodstander ved EM er også ramt af coronasmitte. Fem personer må blive hjemme.

Dagen før afrejsen til EM fik fem personer i den makedonske lejr det frygtede svar i den obligatoriske coronatest.

De er testet positiv for covid-19, og derfor kommer de ikke med til Ungarn, hvor Nordmakedonien blandt andre skal møde Danmark i det indledende gruppespil.

Det oplyser det makedonske håndboldforbund på Facebook, men forbundet uddyber ikke, om der er tale om spillere, trænere eller øvrige personer i staben.

I Danmarks gruppe er Montenegro også så hårdt ramt, at de positive prøver ikke kan tælles på én hånd – og i Serbien er to hænder ikke engang nok til at holde styr på de smittede i EM-lejren.

- Det kommer uventet for mig, at der ikke er mere styr på det så tæt på slutrundens start. Og det bekymrer mig, når Danmark skal møde Montenegro og Nordmakedonien i gruppespillet. Det skaber en usikkerhed, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Han hæfter sig ved, at smitten ser ud til at brede sig meget mere hos nogle lande, end den gør hos andre.

- Vi har set enkelte tilfælde i Danmarks og Sveriges trup, men resten er gået fri. Sverige chartrede et fly for at minimere risikoen for smitte, og Norge fik aflyst den første testkamp mod Danmark for at være på den sikre side, og det vidner bare om en anden måde at håndtere tingene på, tilføjer Bent Nyegaard.

Modstander er måske uden træner

Mandag offentliggjorde det montenegrinske håndboldforbund på sin hjemmeside, at træner Zoran Roganović er testet positiv for covid-19.

Derfor rejser han ikke med resten af truppen tirsdag, ligesom Miloš Božović, Nebojša Simović og Mile Mijušković også bliver hjemme på grund af smitte. Božović testede positiv mandag, og derfor skal han tilbringe minimum fem dage i isolation.

De øvrige kan muligvis stadig nå at teste negativ to gange inden premierekampen og dermed være med mod Danmark.

I den danske lejr er Jannick Green fortsat den eneste, der er testet positiv for covid-19, siden EM-forberedelserne blev indledt 2. januar.