Håndbold

Landin i syv sind inden EM-premiere: - Jeg hader det

Danmark møder Montenegro torsdag aften, men det er stadig usikkert, hvilke spillere verdensmestrene skal møde.

Torsdag klokken 20.30 skal Danmark møde Montenegro.

Men meget mere ved Niklas Landin ikke om den første EM-modstander, der har været hårdt ramt af coronasmitte og skader. Og det frustrerer den rutinerede målmand, at han ikke kan vide sig sikker på, hvad der venter.

- Jeg hader det. Jeg hader ikke at vide 100 procent, hvem der står overfor mig, siger Niklas Landin dagen før kampen til TV 2 SPORT.

- Hvem skal jeg forberede mig mest på? Hvem skal afgøre det? Der er stadig spørgsmålstegn i deres trup, og jeg håber, vi kommer lidt tættere på dem i aften og i morgen formiddag.

Under en uge før EM-premieren kunne Montenegro konstatere, at otte personer i EM-lejren er testet positiv for coronavirus. Dagen før kampen er der meldinger om tre nye smittetilfælde i deres delegation, hvor flere spillere også er ramt af skader.

- Det er en svær og ubehagelig størrelse, fordi vi ikke helt ved, hvad de kommer med, siger Lasse Svan til TV 2 SPORT.

Nogenlunde det samme siger landstræner Nikolaj Jacobsen, der har haft begrænsede muligheder under forberedelsen til kampen.

- Vi har nogle kampe tilbage fra november, som vi har forberedt os på. Og så er mange af spillerne faktisk også de samme, som da vi mødte dem for et stykke tid siden. De kampe har vi også brugt. Og så kan det godt være, vi ikke er helt OBS på alle systemer og småaftaler, som vi normalt ville være, men det må vi løse i løbet af kampen, siger Nikolaj Jacobsen.

Montenegros udfordringer

  • Milos Bozovic, Nebojsa Dimovic og Mile Mijuskovic er alle ramt af covid-19 og skal teste negativ to gange, inden de kan deltage ved EM
  • Dertil er Aleksandar Bakic, Vladan Lipovina, Filip Vujovic og Radojica Cepic alle meldt ude med skader
  • Cheftræner Zoran Roganovic har været coronasmittet. Bliver han ikke klar, vil direktør Drasko Mrvaljevic stå på sidelinjen mod Danmark
  • Højrebacken Stefan Cavor er ikke rejst med montenegrinerne i første omgang, da han havde symptomer og får endnu en PCR-test

En af de spillere, der ikke har haft problemer, er målmand Nebojsa Simic. Han er hverken positiv i corona- eller almindelig forstand inden opgøret mod de dobbelte verdensmestre.

- Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente, og om jeg skal forvente noget. Jeg synes ikke, at vi i øjeblikket er en god nok rival til Danmark, og fokus vil nok være på de to andre kampe. Danskerne fik for nylig en sejr på ti mål over Norge, og der var ingen smittetilfælde, siger han ifølge Vijesti.me.

- Det vil næsten være umuligt at spille mod dem og matche dem.

I optakten til EM har Danmark været ramt af ét coronatilfælde. Målmand Jannick Green testede positiv den 3. januar, og han er endnu ikke rejst med til Ungarn, hvor Danmark spiller alle sine EM-kampe.