EM håndbold

Opgiver at stille fuldt hold mod Danmark

For Montenegro er EM 2022 primært en kamp mod coronavirus. Flere spillere og holdets træner kan ikke være med mod Danmark.

Et døgn før Danmarks EM-premiere står det klart, at modstanderen stiller op i undertal.

- Jeg håber, vi har 15 spillere klar til i morgen, siger Drasko Mrvaljevic, der er direktør i Montenegros håndboldforbund, til TV 2 SPORT.

Foruden mindst én ud af de 16 tilladte spillere på holdkortet må Montenegro også undvære træneren efter et stort coronaudbrud på og omkring holdet.

- Vores træner har fået en positiv test, men jeg håber, han vil komme efter den første kampe. Så har vi også tre eller fire spillere, der ikke kan være med i den første kamp, siger Mrvaljevic, der skal vikariere som træner torsdag aften.

- Det giver en masse stress, inden det hele går i gang. Og vi har også tre spillere på hotellet, der er testet positiv. Lige nu afventer vi en ny test for at se, hvordan det udvikler sig.

Inden afrejse til Debrecen, hvor Montenegro og Danmark spiller sine gruppekampe, blev otte personer på eller omkring holdet testet positiv for coronavirus. Efter ankomst blev yderligere tre spillere konstateret smittet, og det giver store udfordringer rent sportsligt.

- Vi har mistet en masse forsvarsspillere, så nu skal vi groft sagt improvisere et ny forsvar til kampen i morgen, siger målmanden Nebosja Simic til TV 2 SPORT.

Ved EM er det tilladt at møde op med en trup på 20 spillere. Af disse spillere kan der frit sammensættes en kamptrup på 16, men her kan Montenegro altså højst stille med 15 mod Danmark.

Sendt 30 kilometer væk

Inden slutrunden var det planen, at alle fire hold i Danmarks gruppe skulle bo på samme hotel, men det har det europæiske håndboldforbund ændret på.

To timer før ankomsten fik montenegrinerne at vide, at de i stedet skal bo på et hotel 30 kilometer væk for at minimere smitterisikoen. Det fortæller Mrvaljevic, der sukker efter bedre tider.

- Der har været mange unormale ting i den sidste måned af forberedelserne, så selvfølgelig er spillerne ikke 100 procent klar til kampene. Men jeg håber, vi kan rense hovederne lidt, nu hvor vi er her. Vi er kommet for at have det sjovt og spille håndbold.

Montenegros udfordringer

  • Milos Bozovic, Nebojsa Dimovic og Mile Mijuskovic er alle ramt af covid-19 og skal teste negativ to gange, inden de kan deltage ved EM
  • Stefan Cavor er ikke rejst med montenegrinerne i første omgang, da han havde symptomer og får endnu en PCR-test
  • Yderligere tre spillere er testet positiv efter ankomsten til Ungarn: Vasko Sevaljevic, Mile Mijuskovic og Stevan Vujovic ifølge Vijesti
  • Dertil er Aleksandar Bakic, Vladan Lipovina, Filip Vujovic og Radojica Cepic alle meldt ude med skader
  • Cheftræner Zoran Roganovic har været coronasmittet. Drasko Mrvaljevic vikarierer på sidelinjen mod Danmark

Danmarks kamp mod Montenegro begynder torsdag klokken 20.30. Kampen vises direkte på TV 2.