16 danskere kom i spil: - Betyder utrolig meget
Med sejren i sin hule hånd kunne landstræner Nikolaj Jacobsen gøre plads til masser af reserver i åbningskamp.
Der var fuld plade på spilletid til de danske spillere i den første kamp ved EM i herrehåndbold.
Alle de 16 spillere, som landstrænerduoen Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg havde valgt til kampen mod Montenegro kom i aktion.
Det skyldtes ikke mindst den overlegne danske indsats i første halvleg, som endte med en dansk føring på otte mål, før den endelige sejr kom i hus med 30-21.
Det er godt, at folk ikke skal sidde på bænken i en hel kamp, understreger Rasmus Lauge.
- Det betyder utroligt meget. Bare det at få spillet rusten af og få de værste nerver væk. Alle er spændte på det her, og alle glæder sig. Så det er dejligt, at alle mand kunne komme i kamp. Det er mega fedt, synes jeg.
I sig selv er det ikke noget mål for Nikolaj Jacobsen at få så mange i gang som muligt, forklarer han.
- Det er rart nok, at alle er inde i turneringen. Men sådan noget er ikke vigtigt for mig. For mig er det vigtigt at vinde kampen. Kan jeg bruge 16, er det fint. Skal jeg bruge ti, bruger jeg ti, siger han.
Har fuld tillid til alle
Den sløve anden halvleg med mange danske fejl får ikke landstræneren til at være urolig ved at skifte ud.
- Nej, jeg har fuld tillid til alle spillere, siger Jacobsen.
Kun Aaron Mensing, René Antonsen og Niclas Kirkeløkke har deres første minutter til gode ved denne slutrunde.
Trioen var siet fra den 19 mand store trup, da kamptruppen kun må bestå af 16 spillere.
Målmanden Jannick Green er i teorien den 20. mand i truppen, men han har stadig ikke opfyldt kravene til at træde ind i turneringen, efter at han 3. januar afleverede en positiv coronatest.
Det vides endnu ikke, om han når at blive en del af turneringen, som slutter med finalen 30. januar i Budapest.
Skulle en af de to nuværende målmænd i landsholdstruppen, Niklas Landin eller Kevin Møller, blive skadet eller syg, står Emil Nielsen standby.