EM håndbold

Danmarks modstander har haft "katastrofal" optakt

Montenegro har været hårdt ramt af både skader og coronasmitte frem mod EM, der begynder torsdag. Her skal Montenegro møde Danmark.

Når Danmark torsdag tager hul på EM-slutrunden, bliver det mod et noget amputeret montenegrinsk landshold.

Montenegro har haft store problemer med både skader og corona frem mod slutrunden, og ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen kunne deres optakt faktisk ikke have været meget dårligere.

- Montenegro har været så hårdt ramt op til den her slutrunde, og derfor har hele forberedelsen været en katastrofe for dem. Derfor bliver den opgave mod Danmark også meget, meget voldsom for dem, siger han.

Som det ser ud lige nu, mangler Montenegro tre spillere med covid-19, én med symptomer og fire med skader.

Ifølge Peter Bruun Jørgensen er de specielt hårdt ramt på højre back-positionen, som de ellers har været stærke på i en længere periode.

Derudover mangler de også en særdeles vigtig man udenfor banen:

- Man skal jo træne op til en slutrunde, og når man ikke mødes så tit, skal man have tingene til at sidde i skabet. Deres træner Zoran Roganovic har heller ikke deltaget (på grund af corona, red.), så han har ikke kunnet sætte sit aftryk på det her hold, og det er bare et kæmpestort handicap, siger Peter Bruun Jørgensen.

"Danmark er kæmpestore favoritter"

Det store spillerfravær giver naturligvis panderynker hos Montenegro, hvorfor de også nærmest har givet op på forhånd inden kampen mod Danmark.

Ét er dog montenegrinernes egen vurdering af sagen. Men hvad mener eksperten om Danmarks chancer i den første EM-kamp?

- Man kan ikke gå ind sådan fuldstændig uden at være sammenspillet og så forvente store præstationer. Så derfor er Danmark jo kæmpestore favoritter mod Montenegro, siger Peter Bruun Jørgensen.

Danmark møder Montenegro i åbningskampen torsdag klokken 20.30.