EM håndbold

Lazarov misser EM - og brag mod Danmark

Kiril Lazarov blev onsdag aften skadet og kommer dermed ikke i aktion under EM.

Nordmakedonien er blevet en spiller fattigere til EM i herrehåndbold.

Og det er ikke hvilken som helst spiller. Det er selveste Kiril Lazarov. Onsdag aften pådrog den spillende cheftræner sig en skade til den afsluttende træning.

Det er meget svært følelsesmæssigt

Kiril Lazarov

En skade, der er så slem, at han ikke kommer på banen under slutrunden i Ungarn og Slovakiet.

- Jeg fik en skade i min venstre læg i den sidste træning.

Kan du spille næste kamp så?

- Nej, nej. Det er slut, siger Kiril Lazarov til TV 2 SPORT efter et nederlag til Slovenien i torsdagens åbningskamp.

Dermed kommer makedonerne til at mangle deres altoverskyggende stjerne til den sidste gruppekamp mod Danmark.

"Det er meget svært"

Kiril Lazarov, der er 41 år, stod foran sin syvende EM-slutrunde som spiller. Men det bliver altså ikke aktuelt, og dermed har han spillet sin sidste slutrunde for Nordmakedonien.

På forhånd har Lazarov meddelt, at dette EM ville blive hans sidste som spiller.

- Det er meget svært følelsesmæssigt, og jeg var ikke her i Debrecen efter chokket i går, men det er en del af sport. Det er normalt i sport, og det må man tage med. Livet og sporten fortsætter, siger Lazarov.

Nu må den makedonske legende indstille sig på, at han kun kommer til at opfylde én rolle under EM - rollen som cheftræner.

Første slutrunde som cheftræner

Kiril Lazarov blev udpeget som spillende landstræner i februar sidste år. Det er dermed første slutrunde, hvor han står i spidsen for Nordmakedonien.

Lazarov er det ubetinget største sportsnavn i Nordmakedonien - og en af håndboldsportens største stjerner gennem tiderne. I sin landsholdskarriere har han spillet over 200 kampe og scoret flere end 1700 mål.

Til daglig er den 41-årige bagspiller på kontrakt i franske HBC Nantes.

EM gruppe A

EM gruppe A
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
133009565+306
232018286-44
331028292-102
430037086-160