EM håndbold

Plan B og C er klar, hvis Nikolaj Jacobsen får corona

Nikolaj Jacobsen har allerede styr på både plan B og plan C for, hvem der skal stå i spidsen for landsholdet, hvis han bliver smittet med coronavirus.

I en tid, hvor coronavirus spiller en stor rolle, har den danske landstræner allerede tænkt i alternativer, hvis han bliver smittet.

Endda i flere alternativer.

Skulle Nikolaj Jacobsen blive smittet, så er afløseren i første omgang ligetil.

- Jamen så er Henrik Kronborg her heldigvis også. Og så tager han jo over, siger landstræneren.

Assistenttræneren Kronborg står altså klar til at tage over, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men her stopper forberedelserne for den danske landstræner ikke i forhold til, hvem der så skal tage over, hvis Henrik Kronborg heller ikke er i stand til at styre landsholdet fra bænken.

Plan C er klar

For Henrik Kronborgs afløser har Nikolaj Jacobsen også allerede tænkt på.

Her skal der hentes en mand ned til bænken, der normalt opholder sig på tribunen under kampene - nemlig Dansk Håndbold Forbunds sportschef:

- Vi har jo også Morten Henriksen, som har været træner i SønderjyskE og på ungdomslandsholdet. Så jeg ved faktisk ikke, hvor godt det er, griner Nikolaj Jacobsen, inden han fortsætter:

- Ej, det er rigtig fint. Det er vi trygge ved, siger han.

Et fravær af Jacobsen vil være markant

Spørger man GOG-spilleren Anders Zachariassen, der var med til at vinde VM-guld i både 2019 og 2021, inden han blev korsbåndsskadet, så vil det uden tvivl kunne mærkes på banen, hvis landstræneren pludselig er væk.

- Helt generelt kommer holdet jo til at mangle hans personlighed og evner som styrmand, hvis det skulle ske. Det vil være anderledes og uden tvivl noget, man lige skal vænne sig til, hvis Nikolaj pludselig ikke står på sidelinjen. Også selvom man selvfølgelig vil prøve at få ham med på noget forbindelse i optakten, og hvor det ellers er muligt, siger Zachariassen, der under EM fungerer som ekspert for TV 2 SPORT.

- Når det er sagt, så har vi jo også prøvet at spille under Henrik Kronborg, og der er mange, der kender ham godt. Så det skal jo nok komme til at fungere, når spillerne kender hinanden så godt.

Indtil videre er det kun Jannick Green, der er blevet smittet med coronavirus på det danske landshold. Langt værre er det gået for en række andre nationer, der kæmper gevaldigt med den smitsomme sygdom.