EM håndbold

Sidst Danmark mødte dagens modstander, kom de helt ned på jorden igen

Torsdag aften indleder Danmark EM-slutrunden mod Montenegro. En modstander, der for tre år siden overraskede stort mod danskerne.

For første gang i historien blev Danmarks håndboldherrer i 2019 verdensmestre.

Alt spillede, og da de tre måneder senere skulle i aktion for første gang efter triumfen, var der lagt op til, at festen skulle fortsætte.

Danmark blev fuldstændig overmatchet på fysik og energi

Bent Nyegaard

Modstanderen var Montenegro i kvalifikationen til EM, og favoritværdigheden var i dén grad på den danske side af banehalvdelen.

Men Balkan-nationen havde andre planer. Det har de altid på de kanter. På hjemmebanebanen i Podgorica overrumplede de Danmark i en sådan grad, at de formåede at slå verdensmestrene med et enkelt mål. 32-31.

- Det, der skete dernede, var, at Danmark blev fuldstændig overmatchet på fysik og energi. Det var tydeligt, at Danmark på ingen måde havde de mentale ressourcer til at gå ind i de slagsmål. Vi blev fyret rundt på banen, husker TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

De danske håndboldherrer kom igen ned på jorden og blev mindet om, at i håndbold kan det hurtigt gå galt, hvis det mentale fokus ikke er tilstede.

Et ubeskrevet blad

Bent Nyegaard forklarer, at montenegrinerne særligt havde stor succes med et 5-1-forsvar, som var en stor udfordring for danskerne.

- Det var ikke, fordi Danmark ikke kunne tilspille sig chancer, men de fik sig nogle tæsk. De blev meget, meget hårdt presset – specielt fløjene. Det er typisk Balkan med den enorme energi og store fysik. Det var Danmark ikke i stand til at håndtere den dag.

Tre dage senere skulle de to hold igen stå over for hinanden, da montenegrinerne gæstede Royal Arena i København. Her var udfaldet helt anderledes, da Danmark vandt med 11 overskydende mål.

- Vi så i kvalkampene for et par år siden, at i den første kamp var de helt oppe under taget i forhold til motivation og aggressivitet. I den anden kamp haltede det måske pænt meget for dem, selvom de lige havde slået os. Så det er lidt et ubeskrevet blad.

Torsdag aften møder Danmark og Montenegro igen hinanden. Denne gang på neutral grund i ungarske Debrecen.

"Vi kan alle huske, at han gjorde livet surt for os"

I optakten til EM-slutrunden har montenegrinerne haft enorme udfordringer med skader og coronasmitte internt på holdet.

Blandt de spillere, der indtil nu har været forskånet, er målvogteren Nebojša Simić. En person, som stadig vækker genklang i den danske lejr efter choknederlaget i 2019.

- Jeg tror, at vi alle sammen kan huske, at han gjorde livet surt for os i den kvalifikationskamp, hvor vi tabte dernede, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Magnus Landin, der til daglig spiller i THW Kiel, har et godt kendskab til Melsungen-målvogteren. De to har flere gange stået over for hinanden i Bundesligaen.

- Har er lidt en rolig målmand, og samtidig er han én, der godt kan lide at lave de lidt vildere redninger og kaste sig lidt, siger Landin.

Hvis Montenegro skal have en chance torsdag aften, er det altafgørende, at Nebojša Simić rammer en god dag mellem stængerne i Főnix Hall i Debrecen. Det vurderer Bent Nyegaard.

- Den eneste tænkelige måde Montenegro kan skabe ravage, er hvis Simic rammer en af de helt store dage. Og der er jeg nødt til at sige, at hans sæson i Melsungen indtil nu ikke har været noget vildt. Der er ingen grund til at være mere bekymret over det.

Enorme problemer hos Montenegro

Selv hvis Nebojša Simić rammer "en af de helt store dage", må Danmark også denne gang påtage sig en stor favoritværdighed.

For Danmark er kommet til EM med et verdensmesterskab og OL-sølv samt en tæt på problemfri optakt i bagagen. En stor kontrast til Montenegros forberedelse.

- De har det problem, at de kommer med så alvorlig en mængde af problemer, at jeg har svært ved at se, hvordan de kan true Danmark. Deres indgang til den her kamp har været så elendig, at jeg skulle blive stærkt overrasket, hvis de pludselig kommer og kan konkurrere med Danmark.

- Hvis Danmark får den formodede og forventede gode start, vil Montenegro meget hurtigt vende energien og fokus mod Slovenien og Nordmakedonien, siger Bent Nyegaard.

Et stort antal montenegrinske spillere er i løbet af de seneste dage testet positiv for covid-19, og ved ankomsten til Ungarn blev de med kort varsel bedt om at bo på et andet hotel.