Håndbold

Aalborg sælger dansk verdensmester til Porto

Aalborg Håndbolds bagspiller Nikolaj Læsø har fået sin drøm om et udlandsskifte opfyldt.

Aalborg Håndbold mister en profil til sommer, men får en pengepose den anden vej.

Her bytter bagspilleren Nikolaj Læsø ud med Porto, der har købt ham fri af sin kontrakt. Det meddeler den nordjyske klub i en pressemeddelelse. Den nyhed efterlader klubdirektør Jan Larsen med en ambivalent følelse.

- Nikolaj har gennemgået en fantastisk udvikling her i klubben, og vi ser ham som en vigtig brik, vi gerne ville have beholdt. På den anden side har han over for os ytret ønske om et udlandseventyr, og da vi fik vores krav indfriet, ville vi ikke stå i vejen for, at han til sommer kan prøve sig af på en ny håndboldscene, siger klubbens direktør.

Den 25-årige bagspiller var en del af det danske landshold, der vandt VM i Egypten for et år siden. Her fik han også slutrundedebut. Landstræner Nikolaj Jacobsens har ikke udtaget Læso til det igangværende EM, men han er en del af bruttotruppen.

Har drømt om udlandseventyr

Med skiftet indfrier Læsø sin ambition om at komme til udlandet.

- Tiden i Aalborg har været helt fantastisk for mig, og det er den stadigvæk. Jeg har dog altid drømt om at komme til udlandet for at prøve en ny kultur og starte et anderledes håndboldkapitel. Timingen for dette passede nu, og jeg glæder mig til de nye udfordringer til sommer, siger Nikolaj Læsø.

Den hårdtskydende back skiftede fra Aarhus til Aalborg i sommeren 2020 og har vundet DM og spillet Champions League-finale med holdet.

Klubben oplyser ikke, hvor meget Porto har givet for at købe spilleren fri.

Porto er forsvarende national mester.