Dansk profil undrer sig: - Skal vi røre så meget ved hinanden?
Montenegro har været hårdt ramt af corona op til EM-åbningen mod Danmark. Derfor har de danske spillere været bekymrede for mulig smitte.
Det er kutyme at give modstanderen hånd eller stikke hinanden en high-five, inden en håndboldkamp starter.
Men i en tid med corona er det pludselig ikke så ligetil mere - og da slet ikke, når ens modstandere har haft store problemer med corona-smitte i dagene og ugerne op til kampen.
- Jeg må da indrømme, at det var lidt mærkeligt, siger landsholdsfløjen Lasse Svan til TV 2 SPORT efter Danmarks EM-møde med Montenegro torsdag aften.
- Vi havde egentlig den indstilling, at vi ville gå ind og spille kampen og så se på det bagefter. Men jeg kunne ikke undgå at stå inde på banen - da de løb ind og lige pludselig skulle hen og sige hej til os - om vi skal røre så meget ved hinanden?
Mindre end en uge før slutrunden blev Montenegro ramt af otte positive coronatests, og ved ankomsten til værtslandet Ungarn blev yderligere tre personer på og omkring holdet konstateret smittet.
De resterende spillere, der var en del af torsdagens kamp, er blevet testet forud for opgøret, men derfor er risikoen for smitte alligevel noget, der har fyldt i den danske lejr.
- Vi kæmper også med hinanden inde på banen, så kontakt er uundgåeligt, men jeg må da ærligt indrømme, at jeg er lidt spændt på at se, hvad der sker om en fire-fem dage, siger Svan.
"Vi har alle sammen været nervøse"
Lasse Svan er ikke den eneste, der har haft en bekymring både op til og efter torsdagens kamp.
Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen har også tænkt sit om situationen.
Har du den samme bekymring?
- I den grad. Der er ingen tvivl om, at det her er en vanskelig størrelse, når vi skal op imod et hold, som vi ved er smitteplaget, siger Jacobsen.
- Vi ved også med den her virus, at der ikke altid er helt styr på, om man har det eller ej. Nogle gange bonner man ud, og andre gange gør man det først to dage efter. Så der er ingen tvivl om, at vi alle sammen har været nervøse for, at der kan smitte sig noget corona ind på holdet.
Samtidig understreger han, at der naturligvis er en øget risiko for smitte, når spillerne løber op og ned ad hinanden, mens de sveder.
Tager alle forholdsregler
Landstræneren fortæller dog også, at man bare må forsøge at tænke så meget på håndbold som muligt, samtidig med at man tager sine forholdsregler for at minimere risikoen for smitte.
- Jeg prøver egentlig at lægge det så meget væk som muligt. Men op til den her kamp har det påvirket rigtig meget, fordi vi ikke har anet, hvem der kunne spille og ikke kunne spille. Men ellers prøver vi ikke at lade os gå på af det og heller ikke bruge unødvendige kræfter på det.
- Vi passer på, spritter af og prøver at holde os i vores lokale. Så vi prøver at tage alle forholdsregler. Men i sådan en kamp her kan vi ikke gøre noget, og det er her, det bliver spændende at se, om det får nogen konsekvenser, siger han.
Danmark vandt EM-åbningen mod Montenegro med 30-21.