EM håndbold

Danske dommere uddeler direkte rødt efter videobrug

Det danske dommerpar Mads Hansen og Jesper Madsen dømte opgøret i Gruppe D mellem Østrig og Polen, hvor der kortvarigt opstod en smule drama.

Der var hverken spænding om resultatet eller særlig meget dramatik, da Polen overraskende slog Østrig 36-31 i holdenes første kamp ved EM.

Én enkelt episode førte dog kortvarigt til tumult, da den østrigske stjerne Nikola Bilyk blev sendt af sted i et kontraløb.

Polens Szymon Sićko prøvede at indhente østrigeren, men den mission var uden succes. I stedet fik Sićko fat i Bilyks skudarm med den øverste del af brystkassen og ansigtet.

Kampens danske dommerpar, Mads Hansen og Jesper Madsen, fløjtede straks straffekast og stoppede spillet.

Imens løb Bilyks holdkammerat Sebastian Frimmel direkte hen til Sićko for at tage fat i den polske skurk.

Efter en hurtig omgang tumult fik de danske dommere dog mulighed for at kigge situationen igennem på video, og de tog ikke lang tid om at beslutte, at episoden skulle straffes med et rødt kort.

Ekspert bakker op om rødt kort

Beslutningen blev bakket op af TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson, der kommenterede kampen.

- Det er ikke en ondsigtet handling, men han bringer skytten ud i en farlig situation, og han har alle muligheder for at trække sig. Gør han det et splitsekund før, så kommer det ikke til at ske. Bilyk søger den lidt selv, men jeg synes godt, der kan forsvares at dømme et rødt kort i den her situation.

- Effekten af den måde, Bilyks lander på gulvet på, er stor. Han bliver taget i armen bagfra, selvom det langt fra er med vilje. Sićko bærer ansvaret i situationen for at stoppe og lade være med at tage kontakten, lød det fra Svensson.

Det røde kort var det sjette af slagsen i 12 kampe ved EM indtil videre.

Polen førte 28-23, da de blev sendt en spiller i undertal i to minutter, men det var ikke nok til at ændre på kampens udfald.

Med sejren topper Polen Gruppe D sammen med Tyskland.