EM håndbold

Jannick Green er tilbage i EM-truppen

Landsholdsmålmanden skal også aflevere en negativ test, når han ankommer til Ungarn.

Ti dage før EM-slutrundens start blev den danske landsholdsmålmand Jannick Green testet positiv for coronavirus.

I første omgang stod det klart, at han ikke kunne komme i spil til torsdagens premiere, hvor Danmark vandt med 30-21 over Montenegro.

Siden sendte endnu en positiv test slutrunden længere væk, men nu har Magdeburg-spilleren afleveret en negativ test, som tillader ham at rejse mod EM i Ungarn.

- I dag kan landsholdet igen byde velkommen til keeper Jannick Green, der tidligere forlod lejren i Danmark efter en positiv test, men som nu er på vej tilbage efter isolation, skriver Dansk Håndbold Forbund.

- Jannick Green forventes at tilstøde den danske trup fredag eftermiddag, hvorefter han skal aflevere en negativ test i Ungarn, før han er spilleberigtiget ved EM-slutrunden.

Danmarks næste EM-kamp er lørdag klokken 20.30 mod Slovenien. Se med på TV 2 og TV 2 PLAY.

Tilbage efter skuffelser

Den rutinerede målvogter har spillet 137 landskampe og fik debut i 2007.

Skader har på det seneste hæmmet Jannick Green gevaldigt, og det kostede ham først udtagelse til VM i 2021, hvor Danmark blev verdensmester, og siden sommerens OL i Tokyo.

Men Green gik ind til det nye år med en billet til EM i hånden og med udsigten til et slutrundecomeback.

Det blev i første omgang smadret den 3. januar.

- Tusind tak for alle jeres hilsner. Det varmer! Jeg har forladt lejren og har isoleret mig selv fra andre. Jeg har det efter omstændighederne godt, og jeg håber, at jeg snart kan være med på banen igen, lød det fra Jannick Green via Dansk Håndbold Forbunds Twitter-profil.

Green var isoleret i et sommerhus, hvor TV 2 SPORT 'besøgte' ham. Det kan du se i indslaget her:

Jannick Green har på grund af en positiv coronaprøve været isoleret i et sommerhus. I dette indslag fra 8. januar fortæller han om, hvordan han har det. Video: TV 2 SPORT