Johan Hansen er ekstremt ked af det
Johan Hansen begræder den skade, der har betydet, at han skal sidde på tribunen i de kommende kampe.
Se EM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.
Det var ikke meget spilletid, det indledningsvist blev til for Johan Hansen ved EM.
Den danske fløjspiller pådrog sig en skade i testkampen mod Norge 8. januar, og da han varmede op til anden halvleg i EM-åbningskampen mod Montenegro, gav skaden problemer igen.
Derfor er Hans Lindberg indkaldt, imens Johan Hansen må se til fra tribunen. Og det har ramt ham.
- Jeg er ekstremt ked af det lige nu og håber, at jeg kan få lov til at bidrage, hvis der bliver brug for det senere i turneringen. Det er surt. Det er aldrig sjovt, siger Johan Hansen til TV 2 SPORT.
- Slutrunder er noget af det, man glæder sig allermest til i løbet af en sæson. Det er ekstremt ærgerligt, at en skade skal afbryde det nu. Jeg vil jo for alt i verden være med de her drenge og få noget metal med hjem.
- Det er ikke holdbart
Johan Hansen fik spilletid i anden halvleg mod Montenegro, men han fortæller fredag, at lægproblemer begrænsede ham. Han scorede nul mål.
Efter kampen havde han tilmed en ispose på læggen.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke også gjorde ondt i går (torsdag, red.). Vi kom hjem på hotellet, kiggede på det og snakkede om det - og det er ikke helt holdbart. Jeg var meget hæmmet af det. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne springe igennem, og jeg kunne også mærke lidt på løbet. I og med at det er mit springben, skal jeg jo bruge læggen til nogle spændstige bevægelser, forklarer Hansen.
- Jeg prøvede egentlig at spille, og da jeg var varm, tænkte jeg ikke så meget over det, men jeg er hæmmet af det. Når vi er afsted, skal alle mand være 100 procent klar og kunne bidrage.
Johan Hansen forklarer videre, at lægen og holdets fysioterapeut mener, at det vil tage omkring syv dage, før han er oven på og klar igen.
Danmarks næste EM-kamp er lørdag klokken 20.30 mod Slovenien. Se med på TV 2 og TV 2 PLAY.