EM håndbold

Landin fik flashback, da EM-modstander brød reglerne

Niklas Landin er ikke i tvivl om, at det er en fordel for straffekastskytter, når de får lov til at flytte sit standben i skudafviklingen.

Reglerne er klare og tydelige.

Når et straffekast skal afvikles i håndbold, må skytten ikke løfte sit standben, indtil afslutningen er sendt afsted.

Det gør det utroligt svært for mig

Niklas Landin

Men fra tid til anden bliver reglen brudt. Det skete torsdag aften, da Danmarks håndboldherrer tog hul på EM mod Montenegro.

Niklas Landin havde taget montenegrinernes to første straffekast, men på det tredje fløj bolden om ørerne på den danske målvogter.

Kigger man nærmere på situationen, er det dog tydeligt, at Milos Vujovic i optrækket til sin afslutning først løftede på sit højre ben og derefter sit venstre, inden han sendte bolden og reducerede til 8-12 i første halvleg.

- Jeg tænkte godt på det. Han (Milos Vujovic, red.) kom godt nok flot af sted til den anden side. Vi har også set det skud i Bundesligaen – det udfører han godt, siger Niklas Landin og tilføjer, at han "fik flashback" til VM-kvartfinalen mod Egypten sidste år, hvor der ligeledes blev afviklet et straffekast i strid med reglerne.

I kampen mod Egypten var det Mohammad Sanad, der tog sig lidt for store friheder på sit straffekast.

I forbindelse med et gensyn af den dramatiske kvartfinale har Mikkel Hansen for nylig udtalt, at fejlen fra dommerparret var "pinlig" og "skandaløs", da det skete på et afgørende tidspunkt i kampen.

"Han sprang nærmest forbi mig"

Niklas Landin er ikke i tvivl om, at det giver skytten en fordel, når der ikke bliver slået ned over for den slags overtrædelser.

- Vi så jo i dag, at han nærmest sprang forbi mig og var meget hurtigt væk fra sin første skudfinte, og det gør det utroligt svært for mig at komme til den anden side, siger Landin.

Den danske THW Kiel-stjerne pointerer dog, at det er et af de regelbrud, der hører til i småtingsafdelingen.

- Der er jo så mange ting i en håndboldkamp. Vi kan tælle, om de er skridt eller ikke skridt, og om en fløjspiller starter uden for banen. Der er så mange ting, der ikke bliver fløjtet, og så skal dommeren jo til at fløjte hele kampen i stykker.

Selvom Milos Vujevic scorede på det pågældende straffekast, ændrede det ikke på, at Danmark gik fra banen med en sikker sejr på 30-21.

Lørdag skal Niklas Landin og resten af det danske herrelandshold igen i aktion, når de møder Slovenien i den anden kamp ved EM.