EM håndbold

Montenegros træner forklarer, hvorfor han hev fat i Gidsel

Mathias Gidsel og Montenegros midlertidige træner havde en lille situation i torsdagens kamp. Heldigvis var der blot tale om drillerier.

Var du den opmærksomme seer, undrede du dig muligvis også.

I starten af anden halvleg i Danmarks sejr over Montenegro kunne man nemlig se Mathias Gidsel blive hevet i trøjen et godt stykke væk fra feltet.

Det var ikke for at stoppe ham. Det gør vi ikke. Aldrig nogensinde

Drasko Mrvaljevic, Montenegros midlertidige træner

Og faktisk var det slet ikke en montenegrinsk spiller, der stod og havde fat i den danske stjerne. Der var derimod Montenegros midlertidige træner.

Fra begge parters sider var der dog bestemt ikke tale om noget alvorligt, eller at Montenegros træner i ramme alvor prøvede at stoppe danskeren.

- Jeg stod godt og snakkede med ham. Jeg ved ikke, om han syntes, at der skulle to mand til at dække mig op. Det er jo bare ren hygge og lir, og det var ikke, fordi jeg ikke kunne komme fri fra ham. Heldigvis er jeg stærk nok til det. Men måske er det sådan, at de gør i Montenegro. Jeg ved det ikke.

- Jeg må prøve at sige til Nikolaj Jacobsen, at han skal begynde at holde lidt i modspillerne, siger Gidsel med et smil til TV 2 SPORT.

"Det var ikke for at stoppe ham. Det gør vi ikke"

Samme opfattelse har Montenegros træner.

- Vi jokede bare på sidelinjen. Det var bare lidt sjov. Vi grinte på banen, og i de her tider bliver vi nødt til at se på livets lyse side. Vi må finde noget positivt og have noget at grine af.

- Det var ikke for at stoppe ham. Det gør vi ikke. Aldrig nogensinde. Vi hyggede os bare, siger Drasko Mrvaljevic, der er direktør i Montenegros håndboldforbund, til TV 2 SPORT.

Han er stand-in som træner på sidelinjen hos Montenegro i øjeblikket, da holdets cheftræner, Zoran Roganović, sidder ude med coronavirus.

Drasko Mrvaljevic er tidligere professionel håndboldspiller på højt niveau, og faktisk har TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen også set montenegrineren fra denne side tidligere i karrieren.

- Jeg har spillet mod ham der, og han kan mange tricks, siger håndboldeksperten.

Mathias Gidsel og resten af landsholdet blev på ingen måde påvirket af drillerierne. Montenegro blev besejret ganske sikkert med 21-30.