EM håndbold

Sarkastisk landstræner tog ordet: Danmark har åbenbart allerede vundet EM

Det lægger et større pres på landsholdet, at forventningerne er tårnhøje, og det ærgrer holdets landstræner.

- Vi går ind til en slutrunde, hvor vi nærmest har vundet på forhånd.

Sådan lød det sarkastisk fra landstræner Nikolaj Jacobsen efter sejren over Montenegro, da han bragte temaet op i TV 2 SPORTs studie.

Til spørgsmål om, hvorvidt det er en vanskelig opgave at spille tre gode mesterskaber på et år, førte landstræneren samtalen over på den store favoritværdighed, der klæber sig til Danmark under EM.

- Når man får det fortalt hver dag, skal vi blive bedre til at kontrollere det, uddybede landstræneren.

Han hentyder til de mange konkurrenter, eksperter og bookmakere, der alle har samme svar, når spørgsmålet om, hvem der vinder EM, kommer.

TV 2 SPORTs syv eksperter pegede alle på Danmark, oddset på en slutrundevinder havde aldrig været lavere hos Danske Spil end op til dette EM, og konkurrenter og udenlandske medier pegede ligeledes alle mod det danske herrelandshold som EM-favorit.

- Det er da lidt trist, synes jeg, at det hele er afgjort, inden vi overhovedet er startet, siger landstræneren.

Da Frankrig var allerbedst, var det ikke det samme, siger landstræneren

Nikolaj Jacobsen mindes ikke, at han har været med til en slutrunde, hvor det har været så ekstremt som ved dette EM.

- Jeg har stået her i mange, mange år, og jeg har aldrig udnævnt én favorit. Det er der aldrig. Der er mange lande, der kan vinde turneringen. Så kan det godt være, der er nogle favoritter.

- Dengang Frankrig var allerbedst, synes jeg ikke, alle stod og sagde, at Frankrig vandt guld hver gang. Det gjorde de jo heller ikke, pointerer landstræneren.

Gør det arbejdet sværere?

- Nej, men det lægger et større pres, og forventningerne stiger. Jeg er helt med på, vi er favoritter og tilhører de lande, der kan vinde.

Griner af bookmakers odds

Inden mesterskabet gav Danske Spil kun pengene 2,05 gange igen ved spil på dansk sejr, hvilket 85 procent af danskerne har gjort.

Det historisk lave odds på en slutrundevinder giver landstræneren ikke meget for.

- Hvornår fanden sidder der nogen, der er ekspert ude ved et bettingselskab?

Vinderodds hos Danske Spil inden EM-start

  • Danmark: 2,05
  • Frankrig: 6,5
  • Sverige: 7,5
  • Spanien: 8,00
  • Ungarn: 12,00
  • Norge: 15,00
  • Slovenien: 30,00

Kan gå galt, hvis de ikke rammer topniveau

Landstræneren mener, at den store favorisering er overdrevet.

Ved et EM er der mange gode hold, og her kommer man ikke sovende til sejrene.

- For at vinde en turnering er der rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Det er ikke bare sådan lige at gå ud og vinde hver evig eneste kamp. Det så vi også mod Montenegro. Alt sidder ikke lige i skabet. Vi skal nok lige vænne os til, at vi bliver udråbt til så store favoritter, som vi gør denne gang. Det har vi trods alt ikke prøvet før.

- Jeg er ikke sur eller noget. Det er fint. Jeg er glad for, der er nogen, der synes, vi er dygtige. Men det er en svær størrelse at håndtere, når man hele tiden læser om det. Snakken er om, hvem der skal true os. Der vil jeg bare sige: Det er der rigtig mange hold, der kan, siger Nikolaj Jacobsen.

Ekspert forstår, hvorfor landstræneren har brug for at komme ud med det

TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jacobsen, der også har Danmark som favorit til sejren, kan godt sætte sig ind i landstrænerens situation.

- Jeg kan sagtens forstå, at han har brug for at få det frem. Det er selvfølgelig også for at tage presset af spillerne, fordi de læser jo også, at alle forventer, at de skal vinde. Det er et voldsomt pres. Går man ind til en turnering og kun føler, at man kan skuffe, er det et voldsomt pres.

- Det, Nikolaj Jacobsen siger - som jeg er helt enig i - er, at der skal én kamp til, hvor Danmark kun rammer 90 procent, så er man under enormt pres. Niveauet er så højt i europæisk håndbold. Der er syv-otte nationer, der kan slå Danmark, hvis de er på 80-90 procent.

Danmarks næste opgave bliver mod den på papiret stærkeste modstander i gruppespillet, Slovenien, lørdag aften.