- Det var helt vanvittigt i anden halvleg med Landin, siger landstræner
Nikolaj Jacobsen er stolt af sit hold, hvor især Niklas Landin igen brillerede.
Landstræner Nikolaj Jacobsen fik de svar, han havde håbet på, da Danmark vandt med hele 34-23 over Slovenien i anden kamp ved EM.
- Det her var en indikation af, hvilken vej vi skal kigge i slutrunden. Med god samvittighed og selvtillid kan vi tillade os at kigge et godt stykke frem nu, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Hvor langt skal I kigge?
- Mon ikke vi skal kigge mod nogle af de bedre placeringer nu?
Slovenerne formåede ikke for alvor at skabe problemer for et stærkt dansk mandskab, der særligt i anden halvleg viste stor klasse.
- Stor ros til spillerne i dag. De spillede en fremragende kamp også i første halvleg. I anden halvleg flyttede de godt rundt på bolden og fik tempo i det. Det var helt vanvittigt i anden halvleg med Niklas Landin, der står på omkring 50 procent, hvilket gør tingene meget nemmere, siger landstræneren.
Landin blev "modbydelig"
Danmark var foran 16-14 ved pausen og trak sikkert fra med forrygende spil.
Det skyldes som udgangspunkt hele holdets solide præstation, men bagspilleren Mads Mensah fremhæver da også Landin som manden, der gjorde en ekstra stor forskel.
- Jeg synes, vi får spillet os mere og mere ind i kampen, og så begynder Niklas (Landin, red.) at blive modbydelig inde i målet i en lang periode, synes jeg. Og så kan vi lige så stille trække fra.
- I modsætning til kampen den anden dag var vi måske lidt bedre til at holde fokus i dag, siger han.