EM håndbold

Lasse Svan føler med Lazarov: - Det er utrolig ærgerligt

Lasse Svan begræder, at Kiril Lazarov ikke får muligheden for at afslutte sin landsholdskarriere, som han selv havde ønsket.

Det skulle have været den perfekte afslutning på en ekstraordinær landsholdskarriere, men sådan blev det ikke for Nordmakedoniens ubetinget største stjerne, Kiril Lazarov.

I den sidste træning forud for EM blev han skadet i læggen og kommer dermed ikke på banen i det, der ellers skulle have været den 41-årige stjernes sidste slutrunde som håndboldspiller.

Jeg er sikker på, at han ville have løftet deres niveau

Lasse Svan Hansen om Kiril Lazarov

Og er der én, der kan sætte sig i Lazarovs sted, må det næsten være Lasse Svan. Den 38-årige dansker spiller nemlig selv sin sidste slutrunde ved EM, og han havde gerne set, at Lazarov fik lov til at gøre det samme.

- Det er utrolig ærgerligt for ham. Lazarov har haft en lang og glorværdig karriere, og det havde selvfølgelig været rigtig fedt for ham at slutte ordenligt af. Jeg under ham virkelig en sidste turnering på banen, siger Svan.

Helt væk fra slutrunden er Lazarov heldigvis ikke, for i februar sidste år blev han udpeget som spillende landstræner for Nordmakedonien. Den rolle kan han ikke længere udfylde, hvorfor han i stedet udelukkende skal agere landstræner under slutrunden.

Den 41-årige stjerne anses af mange som det ubetinget største sportsnavn i Nordmakedonien - og en af håndboldsportens største stjerner gennem tiderne. I sin landsholdskarriere har han spillet over 200 kampe og scoret flere end 1700 mål.

Havde løftet Nordmakedonien

Og selvom Lazarov er blevet 41 år gammel og formentlig har spillet sit bedste håndbold, ville han, ifølge Lasse Svan, alligevel have tilføjet Nordmakedonien et ekstra niveau.

- Jeg er sikker på, at han ville have løftet deres niveau på trods af den høje alder. Han er en erfaren herre, der kender alt til spillet, så han ville helt sikkert have hjulpet dem. Det er både synd for ham selv og for Nordmakedonien, siger Lasse Svan.

Skaden til Lazarov stiller dermed Nordmakedonien væsentlig svagere forud for mandskabets sidste gruppekamp, der er mod netop Danmark.

Den kamp spilles mandag klokken 20.30 og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.

Nordmakedonien har tabt begge deres kampe ved EM og ligger dermed sidst i Gruppe A.