EM håndbold

Mikkel Hansen utilfreds med egen indsats

Mikkel Hansen så gerne, at han havde scoret på lidt flere af sine afslutninger i første halvleg af kampen mod Slovenien.

Danmark vandt med 11 mål, og Mikkel Hansen endte som kampens topscorer med 8 scoringer.

På papiret en drømmeaften i EM-regi for begge parter. Så nemt gik det dog bare ikke.

Landsholdsstjernen Mikkel Hansen havde en svær første halvleg i sejren over Slovenien, og det lagde han efter kampen ikke skjul på.

- Vi var naturligvis glade efter kampen, det er klart, men vi følte godt, vi kunne have spillet bedre i første halvleg. Og især mig, synes jeg personligt. Jeg har et par afbrændere, jeg skulle have scoret på, og der var lidt hist og pist fra os alle sammen. Situationer, hvor vi kunne have gjort det bedre, hvilket vi viste i anden halvleg, vi var i stand til.

Du nævner selv, du godt kunne have gjort det bedre i første halvleg. Hvad når du selv at reflektere over i pausen?

- Ikke så meget. Det er jo bare små ting, vi skal ændre på. Vi laver jo 16 mål, så det er ikke dårligt. Men det er klart, at vi gerne vil gøre tingene endnu bedre, end hvad tilfældet er, når vi laver små fejl. Det vil man altid gerne gøre bedre næste gang. Der var et par indspil, der kunne have været bedre, siger han til TV 2 SPORT.

Hansen har været dansk topscorer i landsholdets to første EM-kampe. PSG-profilen står noteret for 18 scoringer, hvilket gør ham til øjeblikkelig slutrundetopscorer.

Lørdag aften noterede han sig for otte scoringer, men værd at bemærke er, at scoringsprocenten var på 62. Det var blandt andet nogle af de fem afbrændere, der frustrerede Mikkel Hansen.

Frustreret eller ej, så var Hansen og Danmark overlegne i specielt anden halvleg af storsejren. Resultatet betyder, at Danmark er klar til mellemrunden med maksimum point inden den sidste gruppespilskamp mod Nordmakedonien.

En kamp, du kan se på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 20.30 mandag.