- Det er simpelthen så spektakulært. Det er sjældent, det sker
TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter EM-kampen mod Nordmakedonien.
Det helt overordnede er jo, at det nye landshold, som jeg tillader mig at kalde det, leverede en rigtig, rigtig fin præstation.
Kampen eksemplificerede, at Danmark besidder en store bredde.
Det var en elendig start, og landsholdet så sig selv være nede med 0-4 efter en håndfuld afbrændere. Stille og roligt tog man initiativet, og Nikolaj Jacobsen holdt fast i startopstillingen i første halvleg. Det gav kontinuitet.
Kevin Møller i målet, Simon Hald i forsvaret, Jacob Holm som spildirigent og Niclas Kirkeløkke på backen blev det gennemgående. Og de fik lov til at arbejde sig ind i kampen og komme tilbage fra den dårlige start.
Halvvejs inde i anden halvleg begyndte landsholdet at vise skabelonhåndbold, når det er bedst.
Niclas Kirkeløkke, Aaron Mensing og Jacob Holm er nogle af de storskytter, Nikolaj Jacobsen skal arbejde med de næste år. De viste i dag, at der er meget, meget stor kvalitet på det danske landshold, selv når vi kommer lidt ned i rækkerne.
Der er grund til at lette på hatten over den her præstation. Specielt taget i betragtning af den dårlige start.