EM håndbold

Krisemøde i den norske lejr efter "mentalt kollaps"

Dagen efter nederlaget til Rusland mødtes Norges håndboldlandshold til et krisemøde.

Frustrationerne fik frit løb i det norske omklædningsrum efter lørdagens choknederlag til Rusland.

- Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at folk fik luftet, hvad de mente, siger Aalborg Håndbolds Sebastian Barthold til VG.

Dagen efter, hvor pulsen og adrenalinniveauet var faldet lidt, mødtes Norge til, hvad de selv kalder et krisemøde.

Landstræner Christian Berge fortæller, at der skulle ryddes kraftigt op.

- Præstationen mod Rusland kan vi ikke være bekendt. Det er ikke godt nok. Vi frygtede at tabe kampen, siger Berge til det norske medie.

Den 48-årige træner lægger ikke skjul på, at det især er det mentale, de lige nu kæmper med.

- Det blev en mental kamp mod russerne. Det var et lille mentalt kollaps, som vi skal få væk og så skal vi vise os fra en bedre side. Det må ske nu, det har vi snakket om gang efter gang, siger Berge.

- Vi tør ikke tage chancerne, siger Sagosen

Norges største stjerne, Sander Sagosen, har indtil videre været en skygge af sig selv. I de første to kampe har den 26-årige bagspiller scoret 7 mål på 16 afslutninger.

Han erkender ligesom sine landsmænd, at det bestemt ikke var godt nok lørdag. Nu ser han fremad.

- Det handler om at få den gode følelse og selvtilliden tilbage. Mig selv inkluderet. At vi ikke nøler på banen og tænker for meget på konsekvenser. Jeg ved ikke, hvorfor vi spiller med høje skuldre. Vi tør ikke tage chancerne, siger Sagosen.

Norge har mulighed for at rejse sig, når de mandag aften møder Litauen i den afgørende gruppekamp.

Se kampen 20.20 på TV 2 PLAY.