EM håndbold

Nyt stort chok - fem tyske stjerner testet positiv

Tysklands håndboldforbund er allerede i kontakt med spillere og klubber hjemme i Tyskland i håbet om at finde erstatninger.

Artiklen er opdateret, efter det tyske håndboldforbund har indkaldt fem erstatninger.

Det er ved at gå galt i den tyske EM-lejr. Rigtig galt.

Søndag meddelte det tyske håndboldfobund, at Julius Kühn var testet positiv for coronavirus, hvorfor man havde indkaldt Hendrik Wagner. Wagner testede tidligt mandag positiv for covid-19, da han tog sin PCR-test ved ankomsten i den tyske EM-lejr.

De dårlige nyheder fortsatte mandag, hvor forbundet hen på aftenen kunne fortælle, at yderligere fem spillere er testet positiv for corona i PCR-test.

Coronaramte tyskere

  • Julius Kühn
  • Hendrik Wagner
  • Kai Häfner (ny)
  • Timo Kastening (ny)
  • Lukas Mertens (ny)
  • Luca Witzke (ny)
  • Andreas Wolff (ny)

- De fem spillere er gået i isolation i deres enkeltværelser. Alle andre medlemmer af den tyske delegation trak sig med det samme ind på deres værelser på hotellet i Bratislava, skriver forbundet på sin hjemmeside.

Forbundet skriver yderligere, at de er i kontakt med spillere og klubber hjemme i Tyskland. Forbundet er også i dialog med EHF om at få tilladelse til at kontakte spillere, som ikke er en del af den oprindelige bruttotrup på 35 spillere.

De mange nye coronatilfælde kommer på et forfærdeligt tidspunkt for Tyskland, der tirsdag klokken 18 spiller gruppefinale mod Polen. Her spiller nationerne om, hvorvidt de skal have nul, et eller to vigtige point med over i mellemrunden.

- Det er stamspillere, der var tilset en stor rolle, som nu er ude. Det bliver problematisk for tyskerne nu, når vi ser på, hvordan Häfner blandt andet har spillet. De mister også to erfarne og dygtige fløje.

- Det bliver svært for tyskernes videre færd, at det er spillere omkring startopstillingen, der er væk. De har spillet mange minutter, så det bliver en udfordring, nu hvor de går ind i en vigtig fase, siger håndboldspiller Anders Zachariassen, der er ekspert for TV 2 SPORT under slutrunden.

Tyskland har indkaldt følgende spillere som erstatning, meddeler forbundet sent mandag aften.

  • Johannes Bitter (HSV Hamburg)
  • Rune Dahmke (THW Kiel)
  • Sebastian Firnhaber (HC Erlangen)
  • Paul Drux (Füchse Berlin)
  • Fabian Wiede (Füchse Berlin)

- Jeg forstår ikke den her verden

Tyskerne mistede søndag bagspilleren Julius Köhn, der testede positiv for covid-19. Derfor blev Hendrik Wagner indkaldt som erstatning, men han må vente med at blive aktuel.

Hans obligatoriske PCR-test ved ankomst er nemlig positiv, oplyste forbundet på sin hjemmeside tidligere mandag.

- Jeg forstår ikke den her verden mere. Jeg har det fysisk godt lige nu, men de seneste par timer har været en følelsesmæssig rutsjebanetur, siger den højrehåndede bagspiller.

De skriver også, at Wagner ikke nåede at være i kontakt med truppen. Smitten har dog spredt sig, tyder alt på.