EM håndbold

Slovensk fiasko - ryger ud af EM efter drama

Montenegro er overraskende klar til mellemrunden efter en højdramatisk sidste gruppekamp mod Slovenien

Favoritværdigheden var klistret til de slovenske spillere.

Kun en sejr var brugbar, da de mandag aften gik på banen til et direkte opgør mod Montenegro om en plads i mellemrunden.

- Det vil være en stor, stor fiasko, hvis Slovenien ryger ud i aften, sagde TV 2 SPORTs håndboldekspert Anders Eggert inden kampen.

Men det var lige netop det, der skete. De slovenske håndboldherrer er færdige ved EM efter et stort drama, hvor Montenegro kunne bryde ud i ekstatisk jubel.

Det er første gang i historien, at Montenegros håndboldherrer er klar til mellemrunden ved EM.

Målene væltede ind fra start

Fra start var det en kamp, hvor angrebsspillet fik gode arbejdsvilkår. I den ene ende fik Slovenien sat storskytten Borut Mackovsek op til to flotte mål fra distancen.

I den anden ende var det i særdeleshed Branco Vujovic, der sørgede for, at Montenegro holdt trit med de slovenske favoritter.

Det var ikke meget, som de to holds målvogtere stod i vejen for i løbet af det første kvarter. Det eneste nævneværdige højdepunkt var Nebojsa Simics flotte redning på en ellers udmærket afslutning fra Tilen Kodrin tidligt i kampen.

Da kampuret rundede 16 minutter, var Slovenien foran med 10-9.

Målmandsskifte fik stor betydning

Først efter 21 minutter kom den første tomålsføring, da slovenerne udnyttede en montenegrinsk udvisning. To blev også til tre, da Kodrin på sikker vis omsatte en kontramulighed.

I det slovenske mål havde Urh Kastelic erstattet Joze Baznik, og det skulle vise sig at være en god idé. Kastelic havde styr på de montenegrinske skytter.

Det ene skud efter det andet blev afvist, og det tændte i dén grad op under den slovenske bænk og de slovenske fans på den ene langside i Főnix Arena i Debrecen.

Men uskarpt angrebsspil betød, at den slovenske føring "kun" var på tre mål, da de gik til pause. 19-16.

Montenegrinsk comeback

I de første minutter af 2. halvleg formåede Slovenien at holde montenegrinerne på afstand, men lidt efter lidt kom de med i kampen igen.

20 minutter før tid fik de barberet forspringet ned til et enkelt mål. Montenegros håb om en plads i mellemrunden var i live.

Uhr Kastelic gjorde ellers, hvad han kunne. Med 13 minutter tilbage noterede han sig for en redning, inden han kastede bolden i et tomt mål og sendte Slovenien foran med tre.

Men ingen kan vinde håndboldkampe alene, og Uhr Kastelic fik ikke megen hjælp fra sine slovenske holdkammerater.

10 minutter før tid, var det igen helt lige. 28-28.

Vildt drama i Debrecen

Montenegro kom ikke bare tilbage. Fem minutter før tid kom de også foran med 32-31.

Slovenien var rystet. Intet fungerede i angrebet. Kun Kastelic i målet formåede at holde det niveau, han havde gjort i hele kampen.

Til slovenernes store ærgrelse havde Nebojsa Simic også fundet det tårnhøje niveau, han har for vane at gøre, når det spidser til. Det viste han på to slovenske straffekast i træk.

Montenegro vandt 33-32 og er klar til mellemrunden.