EM håndbold

Kirkeløkke vækker følelser: - Jeg ved, hvor hårdt han har kæmpet

Niclas Kirkeløkkes tidligere træner og nuværende holdkammerater hylder bagspilleren efter mandagens overbevisende præstation.

I mere end et år var han ikke med omkring det danske herrelandshold.

Det er han nu, Niclas Kirkeløkke. Og mandag aften viste han, hvorfor. Her leverede han en af karrierens helt store kampe og var en stor del af årsagen til, at Danmark udspillede Nordmakedonien i den sidste gruppekamp.

Jeg havde en rigtig dårlig sæson sidste år

Niclas Kirkeløkke

Og det var ikke uvæsentligt, at det lige præcis var den stille fynbo, der havde en stor aften for nationalmandskabet i Debrecen.

For Niclas Kirkeløkke har haft det svært. Det fortæller Nicolej Krickau, hans tidligere træner i GOG.

- Det er en af de spillere, som betyder rigtig meget for mig, og det gør han stadig.

- Jeg ved, hvor hårdt Niclas har kæmpet for at træde ud. Ikke at træde ud af sin egen oplevelse af sig selv, men at træde ud af den oplevelse, som andre har haft af ham – på hans mentalitet primært, siger Krickau tydeligt følelsesladet.

Niclas Kirkeløkke og Nicolej Krickau arbejdede sammen i GOG, inden Kirkeløkke i 2019 tog turen til Bundesliga-klubben Rhein-Neckar Löwen.

"Det har taget rigtig lang tid"

Det er siden skiftet til tysk håndbold, at den 27-årige bagspiller har haft svært ved at få det til at hænge sammen på banen.

- Jeg havde en rigtig dårlig sæson sidste år – også i klubben. Det tror jeg, har været godt for mig. Nu føler jeg, jeg er nødt til at sætte mere pris på det, og jeg skal gøre noget mere for at vise, at jeg er her. Jeg har altid været her, men det har været svært for andre at se, siger Niclas Kirkeløkke.

I indeværende sæson har Kirkeløkke fået et gennembrud i den tyske Bundesliga, hvor han på sine 17 kampe har scoret 37 mål og bidraget med 38 assists.

Nicolej Krickau fortæller, at han hele tiden har haft en tæt dialog med Niclas Kirkeløkke, også selvom de ikke længere er fysisk tæt på hinanden i dagligdagen.

- Det har taget rigtig lang tid, og vi har virkelig, i hvert fald da jeg arbejdede med ham, i fællesskab forsøgt at bevare vores eget fokus og Niclas’ eget fokus på, at han er god til at tage ansvar, siger Krickau.

Arbejdet med at tage ansvar blev mandag aften udstillet på bedste vis. For Kirkeløkke tog i dén grad ansvar - til trods for en udfordrende start.

Hyldes af holdkammerater

De tre første afslutninger blev brændt, men han gav ikke op. Selvsikkert fortsatte han med at stige til vejrs og sende kuglen mod mål. Fjerde gang lykkedes det.

Herefter fulgte et sandt bombardement fra den danske højreback, der vikarierede for Mathias Gidsel. Ni mål stod han noteret for, da kampen var slut. En præstation, der bifaldes af flere holdkammerater.

  • Hans Lindberg: Det var dejligt at se. Jeg synes, at vi så en mere moden Kirkeløkke, der for to år siden måske var stoppet med at skyde. I dag fortsatte han ufortrødent, for det var de rigtige situationer, der kom. Det var fedt at se.
  • Emil Jakobsen: Den største gevinst i dag er, at han brændte de tre første, men viste så stor mental styrke og scorede de næste fem ud af seks mål. Han har udviklet sig sindssygt meget personligt, for spillemæssigt har vi altid syntes, at han var dygtig, men det mentale har måske haltet lidt.
  • René Antonsen: Jeg bliver utroligt glad, for han er jo en god dreng, der bare gerne vil vise sig frem. Man kan ikke andet end at blive en smule glad indeni.

Aldrig tidligere har Niclas Kirkeløkke scoret ni mål i samme kamp for det danske landshold.

Uforløst på landsholdet

Højrebacken fik slutrundedebut til VM i 2017, hvor han primært var med som reserve. Det har i det store hele været Kirkeløkkes historie, når det kommer til rollen på landsholdet.

- Det har altid været lidt svært for mig at være afsted med landsholdet. Der har jeg ikke fået så meget ud af det, som jeg for eksempel fik dengang i GOG.

I år står han i skyggen af primært Mathias Gidsel, der i løbet af det seneste år har fået sit internationale gennembrud, så da han mandag fik chancen, var han fast besluttet på, at den ikke skulle spildes.

- Jeg tror bare, at jeg tænkte, at nu skal den bare have.

Niclas Kirkeløkke køber præmissen om, at han har "sluppet tøjlerne", og så har det - ifølge Nicolej Krickau - hjulpet, at der også bliver kigget hans vej, når angrebene skal bygges op.

- Det er et perfekt eksempel på, at der nu også er så meget tillid til ham, at man begynder at finde nogle situationer, som fagligt også passer til ham. Det er dejligt at se, at han løsner sig op på den måde, siger GOG-træneren.

Tirsdag drager Niclas Kirkeløkke og resten af det danske herrelandshold videre til Budapest, hvor mellemrunden venter.

Og mon ikke der er udsigt til flere spilleminutter for fynboen?

Niclas Kirkeløkke rejste sig efter en dårlig start og var kampens helt store oplevelse.