EM håndbold

Da fiaskoen indtraf, blev de mødt af en overflod af kærlighed

Ungarns EM-slutrunde sluttede tirsdag langt tidligere end forventet, men støtten og stoltheden forsvandt aldrig.

De kunne nemt have gemt sig i omklædningsrummet, de ungarske spillere.

Det havde de måske også lyst til.

Vi er så skuffede. Jeg er så ked af det

Márton Székely

Men det gjorde de ikke. For da skuffelsen var allerstørst tirsdag aften, stod de i stedet sammen. Side om side. Foran en fyldt endetribune i MVM Dome i Budapest.

En fyldt endetribune, hvorfra halstørklæderne blev holdt i vejret, og "Isten, áldd meg a magyart", nationalsangen, stolt blev sunget ned mod de 16 udvalgte.

For det er sådan et forhold, der er mellem det ungarske herrelandshold og deres fans. De står sammen, når det er svært.

Og det var svært tirsdag aften. EM-drømmen blev slukket allerede efter det indledende gruppespil, da de tabte med et enkelt mål mod Island.

- Jeg har det så dårligt. Vi er så skuffede. Jeg er så ked af det, sagde en tydeligt bevæget Márton Székely, inden han fortsatte:

- De eneste gode følelser, jeg står tilbage med lige nu, er de følelser, jeg har for vores fans. De var fantastiske. I alle tre kampe. De viste, hvor meget de elsker os. Det er virkelig rørende.

"En af de største skuffelser i mit liv"

Tre kampe blev det til i den nybyggede arena i hovedstaden, hvor 20.000 ellevilde fans fandt vej. Alle tre gange.

Men allerede efter den første kamp stod det klart, at opbakningen ikke kunne gøre det alene. Højest overraskende, nærmest sensationelt, tabte værtsnationen til Holland.

Jeg er næsten klar til at græde

Roland Mikler

Portugal blev med nød og næppe besejret, men da de tirsdag spillede for overlevelse, kunne de ikke stå for det enorme pres, der ganske naturligt fulgte med.

- Det er en af de største skuffelser i mit liv. Vi ville virkelig gerne gå videre på hjemmebanen. Jeg er virkelig ked af det. Jeg vil bare gerne takke vores fans, for de skabte en fantastisk atmosfære, sagde Dominik Máthé.

At de ungarske spillere var skuffede og kede af det, var ikke svært at få øje på, da de til klapsalver forlod halgulvet for at bevæge sig ud til et hav af kameraer og mikrofoner.

Også her viste ungarerne format. Ingen skyndte sig igennem. Tålmodigt blev alle spørgsmål besvaret med ægte og ærlige svar.

- Jeg kan ikke forklare det. Det er meget, meget dybt. Vi var en af værterne, og vi har haft fantastiske fans i den her arena. Vi er knuste over, at vi ikke kunne gå videre, fik Székely fremstammet.

Et af de heldigste landshold nogensinde

Tilbage i arenaen var langt over halvdelen af de mange tilskuere forduftet, da Holland og Portugal skulle kæmpe om den sidste plads i mellemrunden.

En mellemrunde, der nu bliver uden Ungarn. At den ungarske nationalmelodi ikke vil blive sunget igen i MVM Dome under dette EM, var selvsagt noget, som gjorde indtryk på den mangeårige stjernemålvogter Roland Mikler.

- Jeg vil så gerne høre den igen i mellemrunden, men det kan jeg ikke. Så jeg er næsten klar til at græde.

Men selvom drømmen om at opnå noget stort på hjemmebane nu er bristet, er de ungarske spillere ikke taget tomhændet hjem.

- Vi er et af de heldigste hold nogensinde. Det er så svært at forklare, men når man står der, og vi kan mærke den energi og den opbakning lige efter så stor en skuffelse, viser det, hvor heldige vi er.

EM-festen fortsætter på torsdag, men det bliver altså uden Ungarn og deres mange tusinde fanatiske håndboldfans.