EM håndbold

- Ingen har mere selvtillid end dem, siger Svan om ”ubehagelig modstander”

Lasse Svan er yderst imponeret over de modstandere, som Danmark står over for i EM-mellemrunden.

Du kan se Danmarks kamp mod Island på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag klokken 20.30.

Etablerede håndboldnationer og en gedigen overraskelse.

Det er, hvad der venter Danmark i mellemrunden, hvor landsholdet har to point med over. Danskerne er blevet parret med Frankrig, Kroatien, Island og Holland, hvor sidstnævnte har imponeret landsholdsfløjen Lasse Svan.

- Jeg synes, at de har spillet noget meget inspirerende håndbold. Det er tydeligt at se, de har en masse tro på tingene, og vi ved også selv, at lige så snart tingene fungerer godt, så får man selvtillid og tror endnu mere på det. Jeg tror ikke, at der pt. er nogle hold, der har mere selvtillid end hollænderne med det resultat, de fik i aftes (tirsdag aften, red.), siger Lasse Svan til TV 2 SPORT og refererer til Holland 32-31-sejr over Portugal.

- Så det bliver en ubehagelig modstander, men samtidig er jeg også sikker på, at hvis vi holder vores niveau og gør de ting, vi skal, så står vi også med gode kort på hånden inden den her mellemrunde.

Samme roser sender Svan mod det islandske hold, der har ”masser af fart og kreativitet.”

- Så der er ingen tvivl om, at hvis ikke vi skal have en gentagelse af for to år siden, så skal vi være utrolig skarpe, når vi møder dem torsdag, siger Svan.

Han henviser til EM i 2020, hvor Danmark tabte til Island og røg ud af efter gruppespillet.

Har undgået coronasmitte

En af de danske styrker, der skal være til at slå de kommende modstandere, er sammenholdet, mener Lasse Svan. Spillerne kan godt lide være sammen uden for banen, og det er en stor styrke, siger fløjspilleren.

- Det er lidt det, der kendetegner det her hold. Vi kan godt lide at bruge tid sammen med hinanden, og det synes jeg også, man kan se på banen. Vi har det godt sammen, og det udmønter sig i noget flot håndbold.

En anden forklaring på den danske succes indtil videre, skal ifølge Lasse Svan findes i, at Danmark ikke har været så hårdt ramt af coronasmitte, som nogle af de andre nationer har.

Danmark har kun haft Jannick Green smittet inden EM, og han måtte derfor først støde til truppen senere. Imens har andre nationer flere nøglespillere ude. Kan det fortsætte sådan, står Danmark endnu bedre, vurderer Svan.

- Så vidt jeg har forstået, er vi det eneste hold, der ikke havde nogle smittede (under EM indtil videre, red). Så på den måde har vi jo løst det rigtig godt, og det er jo også et udtryk for, at vi holder os meget for os selv og har nok i hinanden. Det vil vi blive ved med, for der er ingen tvivl om, at hvis vi kan undgå et udbrud af smitte på holdet, så står vi også med rigtig gode kort på hånden i forhold til nogle af de andre nationer.