TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard skriver her om den seneste udvikling under EM 2022.

DHB – det stolte, tyske håndboldforbund har bedt om udsættelse af torsdagens kamp mod de forsvarende europæiske mestre fra Spanien.

På trods af 12 coronaramte spillere ved alle, at den bøn forbliver blot en bøn.

I et stramt turneringsprogram er det en umulighed. Uanset hvor tovlig situationen er for Alfred Gislason og hans mandskab.

Siden årsskiftet er 101 - og det var 101! - EM-spillere testet positiv for coronavirus. Siden EM-premieren er tallet 58, og efter udgivelsen af disse ord er smittetallet steget med yderligere to i den islandske trup. Det er rigeligt for mig til at konkludere, at dette europæiske mesterskab i smukke historiske byer som Bratislava og Budapest ikke længere giver nogen mening.

Uanset hvem der ender med at stå øverst på medaljeskamlen den sidste søndag i januar, vil dette mandskab – disse spillere – blive mødt med spekulationer gående på, om det hele overhovedet skulle have været afviklet.

Tysk konjunktiv og grammatik, så det batter.

Pinligere end pinligt

Egentlig skulle denne kommentar have mundet ud i en bodsgang for skribenten, der i en indledende kommentar forudsagde, at værtsnationen Ungarn ville have kvalitet til at spille om medaljer.

Sjældent har en såkaldt ekspert været på galere afveje. Banhidi og hans slæng har aldrig været længere fra en kamp om medaljer end denne januar i 2022.

Mikler og kompagni præsterede pinligere end pinligt, og for lige at gøre op med pinlighederne, så var det også en trist og uforskammet dårlig slovensk exit, hvor jeg igennem samtlige denne afgørende kamps tres minutter både efterlyste den nationale følelse for at bære fædrelandets trøje iklædt den trodsighed, der normalt følger med netop denne følelse.

Tidligere har jeg været talsmand for, at det virkede tåbeligt at forestille sig, at håndbolden og dens håndlangere skulle kunne afvikle tre store mesterskaber på blot 12 måneder uden at komme i karambolage med pandemien og dens utilregnelige varianter.

I Egypten og Tokyo lykkedes det imod alle prognoser at holde stort set hele ensemblet positivfri, men i takt med at netop positivtruslerne svækkedes, indtraf der – og det er min fortolkning – en laissez faire holdning, der lagde grobunden for de mange tilfælde, der netop nu åbenbares.

Hvis du er uenig, så tjek lige din egen adfærd med hensyn til almen coronahygiejne nu i forhold til for et år siden. Og tilføj så den meget smitsomme omikron-variant.

Farcen er total

VM og OL havde tillige givet afkald på tilskuere, hvad der ikke har været tilfældet i både VM i Spanien i december og nu her i Slovakiet og Ungarn.

Den så berømte boble er aldrig blevet dannet. Med op til 20.000 fremmødte tilskuere var det en umulig opgave for arrangørerne at holde mundbindsdisciplinen, når først banens dramaer intensiveres.

Jeg er hverken virolog eller datamatiker, men jeg vover alligevel at fremskrive de foreløbige positivtilfælde med en given faktor, og det vil ikke undre mig, om jeg om føje tid skal berette om 100 tilfælde under slutrunden.

Forberedelse er alt. Det er trænere og spilleres læresætning nummer ét.

Problemet nu er bare, at få aner, hvem de skal forberede sig på, og nu skal Mikkel Hansen og hans venner igen ud for at dyste mod et hold, hvor de ikke aner om smitten har sat sig eller ej.

Farcen er total.

Jeg er ikke naiv. EM fortsætter for fuldt tryk. De økonomiske og politiske interesser er så store, at mesterskabet skal gennemføres uanset hvad.

Det skærmer dog ikke for, at min smertegrænse er både nået og overskredet.