EM håndbold

Islands reaktion for to år siden ”bør være motivation nok”

Jannick Green har langt fra glemt Danmark sidste møde med Island, der endte med et smalt dansk nederlag.

OBS: Interviewene er lavet, inden fem islandske spillerede blev testet positiv for coronavirus.

Danmark mod Island. På papiret en kamp, der burde ende med dansk sejr, men som de fleste sportsfolk ved, får "papiret" ikke altid ret.

Den del er landsholdmålmand Jannick Green udmærket klar over. Det oplevede han nemlig, sidst Danmark mødte Island. Det var i gruppespillet ved EM 2020, hvor Island hentede en overraskende sejr på 31-30.

Men i stedet for at omdanne den seneste oplevelse til frygt, forsøger Green at bruge det som en ekstra motivation for at vinde torsdagens møde.

- Jeg tror, man så i 2020, hvad det betyder for dem at slå os. Det burde være motivation nok til os selv, siger Green til TV 2 SPORT.

"Altid specielt"

Danmark har efterhånden haft en del møder med Island, og flere af de islandske spillere huserer også til dagligt i både den danske og tyske liga, hvor mange af danskerne spiller.

Af samme grund er det også et landshold, spillerne har en vis tilknytning til, hvorfor de indbyrdes kampe er ekstra særlige.

- Det er altid specielt på en eller anden måde. Men sådan synes jeg efterhånden, vi har det med mange hold. Der er små historier i alle kampe. Men det er da klart, at der er lidt det der storebror-lillebror-forhold over det med Island, siger Green.

- Kræver højt niveau at slå Danmark, siger Gudmundur

Green glæder sig til mødet, og det samme gør man i den modsatte lejr.

Her står den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson, der i dag står i spidsen for Island. Og selvom han godt ved, hvilken styrke de danske spillere kommer med, ser han frem til torsdagens møde, hvor han langt fra har givet op på forhånd.

- Vi ved meget om Danmark, så der er ikke noget, der kommer til at overraske os. Danmark har et rigtig godt hold og en meget bred trup, og de spiller flot håndbold. Så det bliver ikke nemt, siger Gudmundsson.

Hvor bliver I mest udfordret?

- Danmark spiller godt angreb, og de har flere gode, hurtige spillere mand-mod-mand. De er gode overalt og spiller godt kontra. Det er en udfordring for os, men vi har spillet fantastisk godt angreb indtil nu ved slutrunden, siger han.

Samtidig erkender han dog, at islændingene skal spille op til deres absolutte bedste, hvis de skal gøre sig forhåbninger om et point eller to mod Danmark.

- Vi har selvtillid og en god fornemmelse, men vi ved også, at skal vi drille Danmark lidt, skal vi præstere på meget højt niveau, siger han.

Island har gjort det fortrinligt under EM, hvor de har hentet tre sejre i tre opgør.

Derfor har de to point med over i mellemrunden ligesom Danmark.

Se EM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her. Se alle kampe fra EM på TV 2 PLAY.