EM håndbold

Det så du ikke på tv: Én handling siger alt om Danmarks coronafrygt

Danmarks forsigtighed er enorm, når det kommer til at undgå smitte med coronavirus - og indtil nu har det betalt sig.

EM er blevet ramt af en sand eksplosion af coronasmitte.

De seneste dage er spillere på stribe testet positiv, men ikke på det danske landshold, hvor man under hele slutrunden har gjort alt for at holde den uvelkomne sygdom på afstand.

Et godt eksempel på Danmarks forsigtighed kan være én specifik handling fra Niclas Kirkeløkke i pausen af torsdagens første mellemrundekamp mod Island.

Bagspilleren var på banen for at varme op. På et tidspunkt bragede han bolden på overliggeren, hvorefter den røg ud til tilskuerne. Bolden blev sendt tilbage på banen, men Niclas Kirkeløkke valgte - helt bevidst - at sparke den ud.

- Jeg ved ikke, om det gør noget, men vi kan lige så godt være så sikre som muligt, når vi er hernede. Vi kan se, at folk får det så sent i turneringen, selvom de har haft deres boble, så vi kan lige så godt være forsigtige, siger Kirkeløkke til TV 2 SPORT.

Situationen blev ikke vist på tv.

"Jeg kunne godt se, det ikke var helt smart"

Lige siden turneringsstart har det danske landshold isoleret sig så meget som muligt fra de andre hold og resten af omverdenen.

Og det er helt ned til de mindste detaljer - som en bold, der kommer tilbage fra publikum i MVM Dome.

- Vi forsøger at holde alt inden for vores boble, og alt, der kommer udefra, prøver vi at holde ude. Når bolden har været ude, skal den også skiftes og sprittes af. Vi kan ikke gøre meget mere end det, siger Niclas Kirkeløkke.

Danskeren fortæller, at de i løbet af de seneste to år med coronavirus har lært at tage forholdsreglerne, som efterhånden er blevet mange.

- Det er sund fornuft, tror jeg. Vi har haft det her corona i rigtig lang tid, så det ligger lidt på ryggraden. Jeg kunne godt se, at det ikke var helt smart, så det lavede vi lige om.

Flere end 60 spillere er testet positiv for coronavirus under EM 2022. I den danske lejr er det kun Jannick Green, der har været ramt. Han testede positiv første gang i begyndelsen af januar, men er nu indlemmet i den danske trup.